16-09-2019

Ny forskning i kendt medicin

I et nyt forskningsprojekt vil Dream Team forsker, Anne Sofie Heitmann, undersøge om kendt medicin kan slå kræftceller ihjel.

Et af kræftcellernes svage punkter er, at de ofte får skader på den membran, der ligger rundt om dem. Det er livsfarligt for kræftcellen, for hvis der går hul på membranen, og det ikke hurtigt bliver repareret, dør cellen. 

Forskning fra forskningsgruppen ”Celledød og Metabolisme” hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning har tidligere vist hvordan kræftcellerne blandt andet bruger proteiner af typen annexiner til at reparere deres membran. 

 Næste skridt for forskerne er derfor at undersøge om man måske kan slå kræftcellerne ihjel ved at hæmme annexinerne og her har de en interessant indgangsvinkel: 

– Andre forskere har tidligere vist, at det aktive stof i et kendt anti-psykotisk lægemiddel kan hæmme annexiner. Derfor går vi nu i gang med at se på hvordan mekanismen virker i kræftceller for at blive klogere på, om der måske ligger viden, der kan bruges i fremtidige behandlinger, siger Anne Sofie Heitmann. Hun er ph.d.-studerende og er netop startet på det nye projekt.

På billedet ses en kræftcelle farvet med grønt farvestof. Kræftcellen har et hul på membranen, og det selvlysende område er annexiner, der tiltrækkes til skaden for at reparere den. Foto: Anne Sofie Heitmann

Ændrer membranen

Anne Sofie Heitmann går nu i laboratoriet for at arbejde med kræftceller, som hun vil give skader på membranen på forskellige måder. Det kan blandt andet ske med laser, ved at tilsætte stoffer, der kemisk nedbryder membranen eller ved at centrifugere kræftcellerne sammen med glasperler, der laver huller i membranen. 

Ved samtidig at tilsætte trifluoroperazin, som er det aktive stof fra det anti-psykotiske lægemiddel, vil Anne Sofie Heitmann se, om stoffet ændrer kræftcellernes membran, og om det påvirker kræftcellernes evne til at reparere skaderne på membranen. 

En af teorierne er nemlig at trifluoroperazin ændrer sammensætningen af fedtstoffer i kræftcellernes membran. Det kan dels gøre membranen mere porøs og vanskeligere at reparere. Samtidig er annexiner afhængige af at kunne binde sig til fedtstoffer i membranen, så hvis membranens sammensætning ændres, kan det betyde at hullerne ikke kan blive lappet.

 – Vi er kun lige begyndt, men det bliver meget spændende at se om resultaterne er positive, og om vi måske er på sporet af noget, der i fremtiden kan føre til nye muligheder for behandling, siger Anne Sofie Heitmann.

Forskerne samarbejder

I det nye forskningsprojekt samarbejder Anne Sofie Heitmann med en række kolleger fra både Kræftens Bekæmpelse, Niels Bohr Instituttet og Syddansk Universitet.

Af Mette Weber Sidst ændret 16.09.2019