Gå til sygdomsliste

Om endetarmen

Endetarmen (rectum) udgør de nederste 15 cm af tarmen. Endetarmen er en fortsættelse af tyktarmen og slutter i analkanalen, som er en fire cm lang lukkemuskel for tarmen.

Tyk- og endetarmen er lyserød på tegningen. Leveren er det brune organ øverst til venstre.

Nærbillede af tarmen:

Endetarmen er fortsættelsen af tyktarmen og er 15 cm lang. Endetarmen slutter i analkanalen, som er tarmens lukkemuskel.

Tarmens opbygning

Tarmvæggen består dels af ringformet muskulatur, dels af to muskelbånd, der transporterer tarmindholdet fremad.

Indersiden af tarmen er dækket af slimhinde.

Uden på tarmen ligger talrige lymfeknuder som perler på en snor, hvor snorene er lymfekar, der forbinder lymfeknuderne. Lymfekarrenes funktion i kroppen er at optage overskydende væske i alle væv og føre væsken til lymfeknuderne. Her bliver væsken renset, før den sendes tilbage til blodbanen.

Tarmens funktion

I tyndtarmen bliver madens næringsstoffer spaltet og optaget sammen med omtrent ni liter væske. Væsken stammer fra maden og de mange sekreter, som tarmsystemet danner.

Tyktarmen optager en mindre mængde vand og salte og danner slim til at lette transporten af det nu faste tarmindhold. Kostfibre og stivelse, som ikke er fordøjet i tyndtarmen, bliver nedbrudt af tyktarmens bakterier og optages. Bakterierne producerer K-vitamin og danner gasser. Mængden af gasser afhænger af madens sammensætning.

Størstedelen af madens ufordøjelige dele, hovedsagelig kostfibre fra planter, passerer til tyktarmen. Her spiller de en væsentlig rolle for tyktarmens evne til at arbejde og få tarmindholdet til at passere.

Afføring

Afføringen farves brun af galden og består hovedsagelig af vand samt ufordøjet føde, cellerester og døde bakterier. Hvis tarmens væske ikke opsuges, og/eller tarmen afgiver øget væske, får man tynd afføring.

Normalt er endetarmen stort set tom, men afføringen kan opsamles og opbevares i den nederste del af tyktarmen (colon sigmoideum) og til dels i endetarmen. Når den nederste del af tarmen er fuld, så udløses en refleks, der meddeler hjernen, at tarmen skal tømmes.

Alt om endetarmskræft

Endetarmskræft - forsiden

 

Rådgivning

Ældre kvinde taler med en kvinde med ryggen til

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Cancerforum

Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Tarmkræft" på Cancerforum.


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende