Spring navigation over

Mand og mand imellem - netværk for mænd, der har eller har haft kræft

I gruppen for kræftramte mænd har du mulighed for at møde andre mænd, der står i samme situation som dig.

Mænd er fulde af ressourcer, også når en væsentlig livsbegivenhed som kræft, rammer. I Kræftrådgivningen Aalborg er der etableret et stærkt og styrkende netværk, kun for mænd.

Sammen med diverse aktiviteter, spisning og snak over kaffen, bliver der også mulighed for at tale om ens egen situation, indsamle viden og erfaring fra de andre mænd i netværket, samt byde ind med egne oplevelser – alt sammen til glæde for fællesskabet.

Vi støtter hinanden til både at klare kræften og stadig leve livet. Det gør vi ved at stå sammen. Vi tager blandt andet afsæt i de, i nogle øjnes typiske mandlige karakteristika, fx. handlekraft. Desuden erkender vi, at styrke kommer ved at stå ved sig selv - også de såkaldte bløde sider, som naturligt vil træde tydeligere frem, når en livstruende sygdom rammer, og livet stadig skal leves.

Sygdommen er fællesnævneren, men vi mødes først og fremmest som almindelige mænd, der har lyst til at være sammen med hinanden.

Praktisk information: 

Netværket mødes i Kræftrådgivningen i Aalborg den anden og fjerde onsdag i hver måned fra kl. 17.00-20.00.

Tilmelding er ikke nødvendig, så du dukker bare op.