Skip navigation

Afslapning og åndedræt for alle berørt af kræft - drop-in

Har du lyst til at give dig selv en times egenomsorg med fokus på vejrtrækning, afspænding og mindfulness? Så kom forbi vores drop-in tilbud i Kræftrådgivningen hver anden fredag.

Tilbuddet er både for kræftpatienter, pårørende og efterladte, der har brug for en pause i hverdagen.

Åndedrættet er nemlig et af de vigtigste redskaber til at kunne skabe ro i kroppen og sindet. Det er et effektivt redskab, der hurtigt kan mindske spændinger, smerter, uro, stress, tankemylder og bedre søvnen, humøret og koncentrationsevnen. 
Det kræver ofte træning og bevidsthed. Sessionerne kan være en hjælp til at opøve en naturlig praksis, så du aktivt kan bruge åndedrættet, meditationer og aspekter fra mindfulness i din hverdag.

Formålet med sessionerne er:

  • At lære helt konkrete vejrtrækningsøvelser og meditationer, som du kan bruge i din dagligdag
  • At styrke dit mentale velvære og overskud.
  • At opnå større fokus på ”åndehuller” og ”hjernero”, stilhed, langsommelighed og nærvær i hverdagen
  • At arbejde med en mere mindful tilgang til dit eget og andres liv.
  • At udveksle erfaringer blandt deltagerne omkring de konkrete øvelser for at de integreres endnu bedre i din egen hverdag

Praktisk information:

Sessionerne varetages af rådgiver, sygeplejerske og mindfulnessinstruktør Camilla Lindhardt fra Kræftrådgivningen i Herlev.

Vi mødes i Multirummet hos Kræftrådgivningen i Herlev fredage i lige uger kl. 11.30-12.30. OBS: I juni er det ULIGE uger og i juli holdes der sommerpause.
 
Tilmelding er ikke nødvendig. Der tages forbehold for begrænset antal pladser i salen, hvor der er plads til 10 deltagere.
Er underviseren syg og må afmelde, vil det om muligt fremgå af kalenderen på vores hjemmeside og på vores facebookside. 
 
Du er velkommen til at slappe af i vores rådgivning med en kop kaffe eller the - både før og efter sessionen.

Vi tager forbehold for ændringer, hold dig opdateret løbende på www.cancer.dk/herlev.