Skip navigation

Meditation drop-in for alle berørt af kræft

Kom til guidede meditationer og mærk effekten af mindfulness, self-compassion og åndedrætsøvelser. Hver onsdag kl. 11.00-12.00

Har du lyst til at udforske nogle af de muligheder, du selv har for at gøre noget for at håndtere livet som kræftpatient eller som pårørende, så er dette et tilbud for dig.

Livet som kræftpatient eller pårørende opleves af de fleste som både stressende og angstfyldt, og det kan være svært at stoppe en forstyrrende strøm af tanker og være nærværende både i forhold til ens omgivelser og i det daglige liv. Mange oplever også ubehag i kroppen, evt. smerter. 

Erfaringerne viser, at træning i Mindfulness kan reducere nogle af de psykiske og fysiske gener.
Når du møder op, vil du blive guidet igennem forskellige mindfulness øvelser, som kan være både liggende, siddende, gående og stående, og der vil indgå lette yogastræk.

Påklædning

Du kan deltage i dit almindelige tøj, men det er en fordel at have noget behageligt tøj på. Medbring evt. et par varme sokker og et tæppe/sjal.

Underviser er rådgiver/psykoterapeut Jacob Engelmann.