Mindfulness betyder bevidst nærvær eller tilstedeværelse i nuet. Mindfulness er hjælpsom, når vi oplever psykiske og fysiske gener som følge af stress, angst og uro. Træning i mindfulness kan hjælpe med at reducere nogle af de psykiske og fysiske gener, du kan opleve som kræftpatient og pårørende.
Livet som både kræftpatient og pårørende er ofte præget af stress, angst og uro. Som kræftpatient oplever du måske angst, uro og smerter. Du kan blive overopmærksom på din krop eller måske forsøge helt at tage afstand fra den. Som pårørende kan du have mange ekstra opgaver samtidig med, at du er bekymret, og strømmen af tanker kan være svær at stoppe. Du vil gerne hjælpe bedst muligt, og det kan i længden betyde, at du oplever forskellige stressreaktioner. Gennem mindfulness-træning kan du lære at blive mere nærværende og bevidst om dine egne måder at reagere på.
Om undervisningen:
Undervisningen foregår online. Vi laver nogle af de grundlæggende øvelser fra Mindfulness Based Stress Reduction-programmet, som omfatter opmærksomhedsøvelser, guidede meditationer og lette yogaøvelser.
Hver gang følger vi en fast struktur. Du kan nemt følge med, selvom du ikke har deltaget før eller springer nogle uger over. Du vil oftest opnå større udbytte, hvis du deltager flere gange.
Underviser: Psykoterapeut og mindfulnessinstruktør Majken Kaznelson.
Hvem kan deltage?
Mindfulness er for kræftpatienter og pårørende til kræftpatienter.
Du behøver ikke have forudgående kendskab til mindfulness, meditation eller yoga for at deltage. Du skal have adgang til en computer eller tablet med kamera og højtaler for at deltage.
Tid og sted:
Online mindfulness foregår hver 2. fredag (ulige uger) fra kl. 10-11 fra den 13. september - 20. december 2024
Undervisningen foregår online via microsoft Teams. Du modtager et link den pågældende dag ca. 1 time før undervisnings-start.
Husk at tjekke dit spamfilter, hvis du ikke har modtaget mailen, da den nogle gange lander der.
Tilmelding:
Du tilmelder dig ved at skrive til Kræftrådgivningen i København på mail: koebenhavn@cancer.dk og oplyse, at du ønsker at deltage i Online Mindfulness. Herefter får du tilsendt en link på mail den pågældende fredag, som du skal klikke på for at kunne deltage i online-mødet. Du kan også tilmelde dig ved at klikke på linket nedenfor (eller i boksen).