Skip navigation

Herreværelset for mænd 60+, der har eller har haft kræft

Er du mand? Og er du kræftpatient eller ramt af senfølger efter kræft? Hvis ja, så har vi brug for din hjælp, livsindsigt og erfaring.

I denne gruppe skal du have lyst til at dele noget af den indsigt og livserfaring, som du har opnået som menneske i en situation, hvor sygdom eller senfølger efter kræft – fysiske og psykiske – er blevet en del af din hverdag. Du skal kunne se det som værdifuldt både at dele og modtage erfaringer fra andre mænd, som kender til en hverdag med kræft eller senfølger.

Vi drøfter nærværende emner og deler oplevelser om såvel fysiske som psykiske følger af en kræftsygdom. Udfordringer som træthed, smerter eller ændret rolle i familien og samlivet med partneren, kan være typiske emner, som vi taler om, og som du måske genkender i din nuværende livssituation.

Praktisk information:

Vi mødes i Kræftrådgivningen i Vejle mandag kl. 13.30-15.30, og der er tavshedspligt i gruppen. 

Tovholdere i netværket er to frivillige gruppeledere, Peer Aarestrup og Finn Petersen.

Gruppen er åben, hvilket vil sige, at der er mulighed for løbende optag i gruppen. Det kræver tilmelding at deltage i gruppen. Bemærk, at endelig tilmelding kræver en forsamtale med en rådgiver i Kræftrådgivningen.

Gruppetilbuddet løber ca. 8 gange, herefter får du en samtale med en af gruppelederne ift. at afklare dit behov fremadrettet.

Du kan anmode om deltagelse via linket nedenfor (eller i boksen).