Skip navigation

Pop-up yoga med tilmelding for kræftramte og pårørende

Kom fra hovedet ned i kroppen og nyd en yogatime. Undervisningen bærer præg af ro og fordybelse, hvor du får et selvkærligt pusterum i hverdagen.

I denne blide og hensynstagende yoga-form arbejder vi med kroppen, åndedrættet og tankens kraft. De fleste yogastillinger foregår siddende eller liggende, hvilket virker meget afstressende og giver dig roen. Stillingerne bliver ofte holdt mellem 3-5 minutter, da vi arbejder med bindevævet. Når du ligger i lange, blide, nærende stillinger sker der det, at du strækker dit bindevæv.  

Du guides roligt ind i stillingerne gennem det nærværende åndedræt, så du kan give slip. Timens fokus er at skabe en følelse af nærvær og ro i din krop, som du altid kan vende tilbage til i løbet af hverdagen, mens du samtidig afspænder og afstresser din krop. Meditation vil ofte indgå som en naturlig del af timen.

Øvelserne tilpasses efter deltagernes fysiske formåen. Der bliver lagt vægt på at lytte til kroppen, mærke efter og udforske, opmærksomhed på nuet, åndedræt og fysiske stillinger.

Vi benytter måtte, yogapølle samt tæpper. Det er rart at have løstsiddende, lunt tøj og sokker på.

Praktisk information: 

Yogatimen foregår i lokaler hos Kræftrådgivningen i Herning ved yogalærer Heidi Jensen. Tilbuddet er for dig, der har eller har haft en kræftsygdom og dine pårørende. 

Pop up yoga holdes 6 fredage i foråret 2025 fra kl. 9.30-10.45. Du kan vælge blot at deltage i én af yogadagene, eller flere af dem, hvis det kan passe dig.

Der er plads til 12 deltagere på holdet, og det er gratis at deltage.

Tilmelding påkrævet af pladshensyn senest 2 dage før yoga dagen.