Denne udstilling indeholder både figurer lavet i raku-keramik og malerier:
Rie Nørgaard udstiller et udvalg af raku-keramik heraf nogle frodige raku-damer.
Figurernes krop og form skal udtrykke livsglæde og humor. De sorte damer er modelleret massivt op, udhulet og rakubrændt ligesom de hvidkrakelerede sokler. Raku brænding er en særlig teknik, som foregår udendørs, da den er forbundet med ild og røg. Den glaserede keramik placeres i en cirka 1.000 grader varm ovn. Efter 20 minutter tages keramikken ud af ovnen med lange tænger, og figuren viftes i den friske luft, således at glasuren krakelerer.
Herefter lægges den rødglødende keramik ned i en beholder med savsmuld. Den røg, der nu fremkommer, trænger ind i leret og gør de partier, der ikke har fået glasur på, sorte. Også krakeleringerne i glasuren bliver sodet sorte. Det får krakeleringen til at stå tydeligt frem.
Annette Burkal udstiller nutidsmalerier der er monokrome, og udelukkende består af 2 farver, som fremhæver kontraster og former, snarere end farver. De kan fremstå rå og symbolske. Andre motiver der er interessant i nuværende periode, er poetiske og figurative motiver og harmoniske farvevalg. Annette har ligeledes bevæget sig i motiver, som fremstår farverige med fortællinger af nærmiljø og eventyrartige. Hun maler dyr og menneskeportrætter, samt billeder der har stor betydning for den personlige relation. Et eks. er hendes farfar på Lillebælts-broen.
Nogle af motiverne er malet på alu plader - andre på op- skummet pvc plader og selvfølgelig de traditionelle lærreder.
Det nye er, at Annette eksperimenterer med pap / træ og papir.
Med udstillingen håber Annette, at værkerne vækker beskuerens nysgerrighed, og at denne kan finde sin egen lille fortælling i motiverne.
Praktisk information
Når rådgivningen åbner en ny udstilling, vil en medarbejder fra rådgivningen fortælle om Kræftrådgivningens mange tilbud og aktiviteter. Desuden vil kunstgruppen servere lidt frugt, kaffe, te og chokolade.
Introduktionen til husets mange aktiviteter vil starte kl. 14 og varer ca. 30 min. Ferniseringen er for ALLE, der har interesse.
Udstillingen kan opleves i Kræftrådgivningens åbningstid frem til ultimo august. Vi holder fernisering den 29/5 kl. 14.
I Kræftrådgivningen har vi løbende kunstudstillinger af ca. 2-3 måneders varighed. Det er nogle af vores frivillige, der laver aftaler med udstillerne og planlægger udstillingerne.