Kurser og andre aktiviteter
Her kan du se aktuelle kurser og aktiviteter i Kræftrådgivningen i Esbjerg.
Kræftens Bekæmpelse i Esbjerg tilbyder DGI’s Naturtræning – fordi det er sundt og sjovt at være aktiv i naturen! Vores hold er for tidligere og nuværende kræftpatienter og deres pårørende. Det er gratis at deltage.
Øvelserne er hensyntagende og laves, så alle kan være med, når blot du er mobil og selvhjulpen.
Tilmelding og information:
Vi mødes hver onsdag fra kl. 16.30 – 17.30 ved den store parkeringsplads over for Blue Water Arena (Mågeparken).
Du tilmelder dig Naturtræning ved at melde dig ind i Facebook-gruppen: "Naturtræning Esbjerg".
Direkte link til facebookgruppen: Naturtræning Esbjerg på Facebook
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kræftrådgivningen i Esbjerg på tlf.: 70 20 26 71 | e-mail: esbjerg@cancer.dk
Vi glæder os til at byde dig velkommen under den åbne himmel!
Er du ramt af kræft og har du eventuelt senfølger på krop og sjæl? Er du pårørende, og har du brug for en pause til at mærke dig selv? Så er yoga og mindfulness måske noget for dig.
Et forløb strækker sig over 12 tirsdage fra kl. 9.30 – 11.30, og det er et lukket hold, som du melder dig på. I kan være max. otte personer på et hold. Tilbuddet er gratis, og der vil være mulighed for kaffe/te i rådgivningen efter yogaen.
Vi arbejder blidt og roligt. Vi har fokus på åndedrættet, og på hvordan det kan bruges til at slippe spændinger, håndtere smerter og skabe plads og ro i krop og sind.
Vores yoga- og mindfulness-hold ledes af Lone Ellegaard, som har undervist siden 2007. Lones tilgang til yoga er, at det er for alle - det er altid muligt at rette øvelser til, så det passer til den enkelte.
Vi har flere forløb hen over året. Du er meget velkommen til at kontakte os på tlf. 70 20 26 71 for at høre mere om næste holdstart.
Kom og vær med i et par hyggelige timer, hvor du er i centrum for forkælelse.
Kosmetolog LailaBritt og frisør Mette fra Carmen Hair Parykker, inviterer til velvære og forkælelse, hvor du som kræftramt kvinde vil være i fokus.
LailaBritt fortæller og vejleder om hudpleje og makeup, og der vil være mulighed for at prøve forskellige produkter. Mette giver råd og vejledning om parykker og anden hovedbeklædning.
Kræftrådgivningen vil være vært med kaffe/the en bolle og lidt frugt.
Arrangementet koster ikke noget, men du skal tilmelde dig, for der er plads til 7 personer på holdet pr. gang, og der er rift om pladserne. Af samme grund beder vi dig undlade at tilmelde dig, hvis du allerede har deltaget før.
Hver 14. dag mødes nuværende og tidligere kræftpatienter i Varde Kommune om et hyggeligt fællesskab i Frivillighuset i Varde. Måske spiller vi kort sammen. Måske går vi en tur. Uanset hvad er der altid rum til gode samtaler, hygge og et godt sammenhold.
Caféen finder sted hver tirsdag i ulige uger kl. 16 - 18 i Frivillighuset, Storegade 25B, Varde. Tlf. 75212185.
Tilmelding er ikke nødvendig, du er velkommen til at komme og være med, når du har tid, lyst og overskud til det.
Hvem står bag?
Café for kræftramte arrangeres af Kræftens Bekæmpelse i Varde Kommune - i tæt samarbejde med Varde Kommunes kræftrehabilitering og Frivillighuset.