Grupper og netværk for pårørende
Her finder du aktuelle grupper og netværk for pårørende i Kræftrådgivningen i Esbjerg.
Hvad sker der i vores café?
- Der er altid kaffe og te på kanden
- Du kan udveksle erfaringer og hente inspiration til at håndtere udfordringer som pårørende
- Der vil hver gang være deltagelse af en rådgiver, som vil være med til at skabe et trygt, uformelt og støttende rum
- Rådgiveren vil facilitere samtalen og bidrage og almengøre typiske temaer som
1. At finde plads til egenomsorg og pauser
2. Kommunikation i familien
3. Almindelige fysiske og psykiske reaktioner
4. De mange roller
5. Sorg, tab og tanker om fremtiden
6. Vanskelige følelser som skyld, skam, afmagt, ensomhed m.m.
Hvorfor komme?
Forskning og erfaring viser, at det kan være en stor hjælp at møde andre i samme situation. Det kan mindske følelsen af at stå alene og give ny viden og styrke håbet.
Du behøver ikke melde dig til - du kan møde op, når du har tid og lyst. Se næste café-dato her.
På Facebook faciliterer Ung Kræft denne gruppe, der er et fællesskab for unge i alderen 18-39 år, som er pårørende til en ung med kræft.
Her kan du dele og søge erfaringer, tanker og viden om alt det svære, du står i.
Du kan bruge gruppen til det, du har brug for: Del din historie og få gode råd. Du kan også give tankerne frit løb eller være fluen på væggen.
I Facebookgruppen deler Ung Kræft også relevante aktiviteter og tilbud til unge, der er pårørende til en ung med kræft.
Kan kan finde gruppen her:
Dette forløb er for kræftramte, for pårørende, for efterlevende og for dig, der har senfølger efter kræft. Det er for dig, der har lyst til at være i naturen og stifte bekendtskab med nogle mindfulness-principper. Vores rådgivere Inger og Lisbet guider dig.
Hvad kan mindfulness i naturen give dig:
- Mulighed for at være til stede i nuet og finde glæde i små øjeblikke
- Ro og afspænding i krop og sind
- Redskaber til at håndtere stress, angst og bekymringer
- Fornyet energi og overskud i hverdagen
- Inspiration til at bruge naturen som et frirum – også efter forløbet
- Fællesskab og refleksion med andre i samme situation
Forløbet strækker sig over fire torsdage i foråret (formiddage) eller fire torsdage i efteråret (eftermiddage). Se nærmere i vores kalender, hvor du også tilmelder dig.
Praktisk information:
Vi mødes hver gang på p-pladsen 100 meter inde i Nørreskoven med indkørsel fra Gl. Vardevej (over for nr. 125) i Esbjerg. Hvis du kommer med bybussen, standser den tæt på vores mødested. Inger og Lisbet medbringer måtter, tæpper, snacks og te, så du skal blot møde op i komfortabelt tøj og være klar til at tage naturen ind.
Forud for din deltagelse skal du til en samtale hos Inger eller Lisbet for at afklare, om dette tilbud er det rigtige for dig. Når du tilmelder dig, kontakter vi dig for at aftale tid til samtalen. Du er også velkommen til selv at kontakte rådgivningen på tlf. 70 20 26 71 for at høre nærmere og bestille tid.
Vi glæder os til at fortælle dig mere om tilbuddet.
Er du ramt af kræft eller er du pårørende – så er du velkommen til at deltage i naturtræning! Her finder du med garanti godt humør og fællesskab.
Vi har fire dedikerede DGI uddannede instruktører, der garanterer sjov og sund motion. Øvelserne er hensyntagende, og alle kan være med – bare man er mobil og selvhjulpen.
Vi tilbyder naturtræning i Esbjerg og Bramming. Du er velkommen til at deltage begge steder, men du kan også vælge ét af stederne.
I Esbjerg mødes vi 1. onsdag i måneden kl. 16.30 – 17.30
ved den store p-plads over for Blue Water Arena (Mågeparken)
I Bramming mødes vi hver torsdag kl. 15 – 16
ved P-pladsen foran Bramming Kultur og Fritidscenter, Idrætsallé 10.
Du tilmelder dig Naturtræning ved at melde dig ind i Facebook-gruppen: "Naturtræning Esbjerg": Naturtræning Esbjerg på Facebook
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kræftrådgivningen i Esbjerg på tlf. 70 20 26 71 eller på e-mail: esbjerg@cancer.dk
Vi glæder os til at byde dig velkommen under den åbne himmel!
Et tilbud til dig, der står ved siden af.
At være pårørende til en kræftpatient kan være både meningsfuldt og krævende. Mange pårørende oplever, at de sætter egne behov til side for at støtte den, de holder af. I kræftrådgivningen tilbyder vi derfor pårørende-samtaler, hvor du kan få støtte, rådgivning og et trygt rum til at tale om det, der fylder for dig.
Hvad er en pårørendesamtale?
- En fortrolig samtale med en rådgiver
- Fokus på dine behov, følelser og situation
- Hjælp til at finde ressourcer og strategier til at håndtere hverdagen
- Mulighed for at få viden om, hvordan du bedst passer på dig selv – også mens du passer på andre
Hvornår kan du have glæde af en pårørendesamtale?
- Hvis du føler dig træt, presset eller overvældet
- Hvis du har brug for at tale med nogen, der forstår din situation
- Hvis du vil forebygge at blive omsorgstræt eller udbrændt
- Hvis du har spørgsmål om, hvordan du bedst kan støtte din nærmeste – og dig selv
Sådan booker du en samtale
Du kan kontakte os telefonisk på 70202671 eller via vores mail esbjerg@cancer.dk, og du behøver ikke at have været i kontakt med os før.
Når hånden arbejder, holder hovedet fri - lyder det som noget, du har lyst til at afprøve?
Du er velkommen uanset om du er patient, pårørende eller efterlevende.
Det vigtigste er, at du har lyst til at være med og opleve glæden ved at lave noget med hænderne sammen med andre.
I dette ’værksted’ arbejder vi med farver og garn, hvor alle kan være med, uanset erfaring. Her handler det ikke om at være kreativ på en bestemt måde, men om at give sig selv et pusterum, og lade hænderne tage over for hovedet.
Du får materialer stillet til rådighed, og Britta hjælper dig godt i gang. Værkstedet er gratis for dig.
Britta har mangeårig erfaring med at holde værksted for mennesker berørt af sygdom. Hver mødegang starter med en tryg indgang til dagens projekt og slutter med ’udgang med omtanke’ – så man går fra værkstedet med en lille refleksion over dagens samvær.
Er du ramt af kræft og har du eventuelt senfølger på krop og sjæl? Er du pårørende, og har du brug for en pause til at mærke dig selv? Så er yoga og mindfulness måske noget for dig.
Et forløb strækker sig over 12 tirsdage fra kl. 9.30 – 11.30, og det er et lukket hold, som du melder dig på. I kan være max. otte personer på et hold. Tilbuddet er gratis, og der vil være mulighed for kaffe/te i rådgivningen efter yogaen.
Vi arbejder blidt og roligt. Vi har fokus på åndedrættet, og på hvordan det kan bruges til at slippe spændinger, håndtere smerter og skabe plads og ro i krop og sind.
Vores yoga- og mindfulness-hold ledes af Lone Ellegaard, som har undervist siden 2007. Lones tilgang til yoga er, at det er for alle - det er altid muligt at rette øvelser til, så det passer til den enkelte.
Vi har flere forløb hen over året. Du er meget velkommen til at kontakte os på tlf. 70 20 26 71 for at høre mere om næste holdstart.