Gå til sygdomsliste

Corona giver store forsinkelser i svar på brystkræftscreening

25-02-2021
Kvinder, der deltager i brystkræftscreening i Region Hovedstaden, har i løbet af de seneste måneder måttet vente helt op til 58 dage på at få svar på undersøgelsen. Det er urimeligt lange ventetider og kan have alvorlige konsekvenser, advarer Kræftens Bekæmpelse.
mammografi

Målet er at kvinder skal have svar på brystkræftscreening inden for 14 dage. Det mål er langt fra overholdt de seneste måneder, og det er ikke godt nok, mener Kræftens Bekæmpelse. Foto: Tomas Bertelsen

Region Hovedstaden har et mål om, at svaret ligger i kvindens e-Boks inden for 14 kalenderdage hos mindst 95 pct. af de kvinder, der deltager i brystkræftscreeningsprogrammet. Men i november 2020 skete det kun for 15 pct. – og i december kun for én pct. af kvinderne. Det fremgår af et notat fra Center for Sundhed i Region Hovedstaden.

Det store flertal måtte vente længere. Blandt de kvinder, der var til brystkræftscreening i november 2020, har nogle af dem ventet på svar i op til 58 dage. I december 2020 var den maksimale ventetid for svar på brystkræftscreening på 50 dage, og i januar 2021 var den 38 dage.

Årsagen til de store forsinkelser er fravær blandt personalet på grund af corona – kombineret med en IT-fejl, der betød, at der i ti dage slet ikke kunne udsendes svar, fremgår det af notatet.

I Kræftens Bekæmpelse ser overlæge Janne Bigaard med alvor på de store forsinkelser. Hver måned er der i gennemsnit 30 kvinder, der får opdaget brystkræft eller forstadier til brystkræft ved brystkræftscreening i Region Hovedstaden.

- Langt de fleste, der deltager i screeningsprogrammet, er heldigvis raske, men for dem, der viser sig at have kræft, kan det være alvorligt med en forsinkelse. Det kan udsætte behandlingen, og det betyder noget for kvindernes chance for at overleve, siger Janne Bigaard.

Læs om brystkræft:

Brystkræft

Janne Bigaard lægger også vægt på det psykiske pres, det kan være at vente så længe på svar.

- Mange kvinder bliver nervøse, når de venter på svar på en brystkræftscreening, og jo længere tid, der går, jo værre er det. Typisk vil kvinderne opfatte det manglende svar som tegn på, at der er noget galt, siger hun.

Læs om screening for brystkræft:

Brystkræftscreening

Janne Bigaard anerkender, at corona sætter ekstra pres på sundhedsvæsenet.

- Jeg ser dette som endnu en af de afledte konsekvenser af corona, som ikke handler om corona i sig selv, men om det pres, det lægger på sundhedsvæsenet. At der så kommer en IT-fejl oveni er jo sort uheld. Men for kvindernes skyld håber jeg, at Region Hovedstaden får løst problemet, så kvinderne ikke skal vente så længe på svar. Det er simpelthen ikke godt nok, siger Janne Bigaard.