Facebook
Twitter
LinkedInHer kan du se de mest populære sider blandt fagfolk på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Fysisk træning giver et længere og bedre liv – også med kræft
Camilla Markussen er en af de kræftpatienter, der har nydt de seks ugers træning i Krop og Kræft. Foto Tomas Bertelsen
Da fysioterapeut Morten Quist i 2001 begyndte den forskning, der ligger bag træningstilbuddet Krop og Kræft, var hans mål at undersøge, om fysisk træning kunne reducere den træthed og det tilbageslag i fysisk styrke og funktionsevne, som mange kræftpatienter oplever, især når de er i kemoterapi.
Sammen med kolleger på Rigshospitalet lod han 250 patienter med kræft deltage i et seks uger langt træningsforløb, hvor deltagerne trænede fire gange om ugen - i alt ni timers hård styrke- og konditionstræning om ugen, der blev suppleret med kropsbevidsthedstræning, afspænding og massage.
Undersøgelsen var et lodtrækningsforsøg, hvor nogle skulle træne, og andre blot skulle leve som normalt, og resultater viste, at gruppen, der trænede, oplevede langt mindre træthed og fik bedre kondition og mere muskelstyrke.
Samme gode resultater blev fundet i et studie med 235 patienter, der var opereret for lungekræft. Efter 12 uger med træning fik patienterne markant bedre kondition og styrke. Men de var også i bedre humør og havde mere energi. Og især var de mindre trætte.
-Træthed er en stor og hyppig bivirkning af kemoterapi, og hvis patienten bliver for træt, må lægerne evt. skære ned på den tildelte kemoterapi. Derfor er det en stor fordel, hvis man kan reducere patienternes træthed, siger Morten Quist, forskningsfysioterapeut på Rigshospitalet.
De aktive typer tager brochuren
Alligevel er der stadig mange kræftpatienter, der ikke får tilbud om at deltage i træning. Krop og Kræft-forløbene er målrettet kræftpatienter i kemoterapi, og nogle hører om det via deres læge eller en sygeplejerske på kræftafdelingen. Andre tager selv en brochure i venteværelset. Men der visiteres ikke konsekvent til træningsforløbene, og det er ærgerligt, mener Morten Quist.
-Det er hovedsagelig folk, der måske giver udtryk for, at de plejede at træne, inden de fik kræft, og at de savner det, og som så bliver foreslået at deltage. Så der er en skjult screening i, hvem der deltager i træningsforløbene, og det er en skam, for det er faktisk de mest inaktive, der ku have mest glæde af det, siger han.
Læs også
Motion under mikroskop
Fysisk træning forebygger kræft – og rundt om i verden bruges det også i stigende grad som behandling af kræft – men hvad er det præcist der sker i cellerne, når vi er fysisk aktive?
Når vi træner intenst og kroppen er fysisk aktiv frigives ”kamphormonet” adrenalin, der påvirker kroppen på en række måder: Det udvider bronkierne, så lungerne kan optage mere ilt, det øger pulsen og hæver blodtrykket, så musklerne får mere styrke og energi i form af sukker og ilt. Alt det, der gør os i stand til at præstere mere fysisk - fx løbe længere eller hurtigere.
Det adrenalin-rush, kroppen får under træning, sætter også gang i immunsystemets celler, og her findes de vigtige NK-celler (natural killer cells) – og T- dræberceller, som hele tiden går til angreb på alt det, der truer vores sundhed, ex virus, bakterier og også kræftceller.
Med adrenalinen kommer der ekstra gang i immunsystemet, hvilket sender ekstra mange dræber-celler ud i blodbanen, og samtidig får den intense træning også musklerne til at producere et særligt signalstof (IL-6) som hjælper immuncellerne ind i tumoren.
Motion giver altså immunsystemet et ekstra boost af dræberceller, som kan finde frem til kræftcellerne og slå dem ihjel. Det ved vi fra laboratorieforsøg med mus, hvor danske forskere i 2016 viste, at kræfttumorer vokser langsommere og spreder sig mindre i mus der motionerer (ved at løbe i et hamsterhjul) end i mere inaktive mus.
Spørgsmålet er, om det samme sker i mennesker. Det undersøger forskere rundt om i verden, og også på flere danske hospitaler.
I mere end 20 år har fysioterapeut og forsker Morten Quist arbejdet for at give patienter mere livskvalitet ved at gøre dem mere selvhjulpne og mindre trætte. Foto Sebastian Szulfer
Det handler om at være selvhjulpen
Morten Quist står bag farverige initiativer som træningsture for kræftpatienter til Mallorca og la Santa med cykelrytteren Brian Holm. Og i 2007 deltog han sammen med 13 yngre tidligere kræftpatienter i ’The Kiliman’ i Tanzania, hvor deltagerne skal bestige Kilimanjaro, cykle 248 km på mountainbike og til sidst løbe Kilimanjaro-Maraton – alt sammen inden for 9 dage.
For Morten Quist og de unge ex-kræftpatienter handlede det om at vise, hvor meget en kræft-mærket krop kan trænes til at klare, og at det er muligt vende en livskrise til øget styrke, selvindsigt og selvtillid. Men målet er ikke ekstremsport.
-For mig har det altid handlet om, kan vi gøre livet med eller efter kræft bedre? Kan vi gøre folks hverdag lettere, og kan de blive mere selvhjulpne og mindre afhængige af andre? Vi ved, det er vigtigt for syge og svækkede mennesker at undgå at ligge andre til last. Og patienter med kronisk eller uhelbredelig kræft, kan trænes til at kunne klare mere - det handler blot om, at tage udgangspunkt i det, den enkelte kan, og så lægge en plan ud fra det, fortæller han.
For at forstå, hvad bevægelse gør for kroppen, må man se på, hvad der sker, når man ikke bevæger sig. Menneskekroppens kapacitet er tilpasset det liv, vi lever, og vi har den styrke og kondition, vi skal bruge for at klare det, vi sædvanligvis forlanger af vores krop - hverken mere eller mindre. Derfor føles det hårdt, hvis vi beder kroppen om mere end det, vi plejer.
-Hvis man er syg og har bivirkninger af ex kemobehandling, så føles det hårdt bare at sætte sig op i sengen. Og så er en tur på kondicykel nok det sidste, man har lyst til. Men i dag har vi så mange undersøgelser, der viser, at netop den fysiske træning giver gode resultater, og at der både er psykiske og fysiske gevinster ved at træne sig i bedre form, fortæller Morten Quist.
Selv uhelbredeligt syge har en fordel i at træne – vi kan se, at det går hurtigere ned ad bakke for dem, hvis de er inaktive.
Morten Quist, forskningsfysioterapeut
Skepsis overfor ordet ’træning’
Selvom der efterhånden er solid evidens for den gode effekt af fysisk træning under eller efter et kræftforløb, oplever Morten Quist stadig en vis skepsis overfor at bruge ordet ’træning’ i forbindelse med alvorligt syge patienter:
-Ordet ’træning’ provokerer nogle - særligt dem, der arbejder med palliation og uhelbredeligt syge kræftpatienter. Men i min verden handler det om at hjælpe alvorligt syge mennesker til at opretholde så meget livskvalitet som muligt, så de kan klare det, vi alle sammen gerne vil kunne klare selv - vaske sig, gå på toilettet, købe ind. Tab af funktion gør det svært at komme tilbage. Selv uhelbredeligt syge har en fordel i at træne – vi kan se, at det går hurtigere ned ad bakke for dem, hvis de er inaktive, siger Morten Quist.
Derfor bør fysisk træning også være en del af forberedelsen til kræftbehandling, mener Morten Quist. Så patienterne har mest mulig styrke og kondition til at komme på benene igen efter en operation eller et forløb med kemoterapi eller stråler.
-Det er allerede udbredt på det ortopædiske område. Hvis man skal have en ny hofte, ved vi i dag, at træning inden operationen giver et bedre resultat. Det samme burde være tilfældet for kræftpatienter, siger han.
Tak fordi du støtter!
Denne artikel er oprindelig bragt i vores medlemsblad 'Tæt på kræft'.
Bladet udkommer tre gange om året og sendes via email til alle medlemmer, der ønsker at modtage det.
Din støtte er vigtig. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Så vi har brug for støtte fra dig og andre, der vælger at bakke op om kræftsagen og derved er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.