Gå til sygdomsliste

Har du lige fået kræft? Trods corona-krise kan du have en pårørende med til første samtale på hospitalet

03-04-2020
Kræftpatienter skal ikke være alene, når de er til den første samtale på hospitalet. Man kan fortsat have en pårørende med til den første samtale, fortæller ledende kræftlæge. Kræftens Bekæmpelse roser beslutningen.

Det kan være voldsomt og alvorligt for både kræftpatienter og pårørende, hvis de ikke kan støtte hinanden under den første samtale på hospitalet Foto: Colourbox

På grund af corona-krisen har der i nogle uger været tvivl om, hvorvidt det var muligt for kræftpatienter at få en pårørende med til samtaler på hospitalet.

 For at hindre smittespredning blandt særligt sårbare patienter samt sundhedspersonalet har Styrelsen for Patientsikkerhed nemlig sendt et påbud til regionerne om at undgå pårørende på hospitalerne.    

 Blandt kræftpatienter og deres pårørende har det skabt bekymring. Det har man mærket både i Kræftens Bekæmpelses rådgivninger og på Kræftens Bekæmpelse landsdækkende telefonrådgivning Kræftlinjen.

Pernille Slebsager, afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte glæder sig over Rigshospitalets - og andre hospitalers beslutning. Foto: Tomas Bertelsen

Under corona-krisen har Kræftens Bekæmpelse fået mange telefonopkald fra patienter, som har været kede af det, fordi de grundet påbuddet ikke har haft mulighed for at have en pårørende med til samtale på hospitalet. Også pårørende har ringet til linjen og være bekymrede eller kede af det.

- Patienterne har følt sig mere ensomme og overladt til sig selv. De pårørende har følt sig magtesløse over ikke at kunne støtte ved at være til stede på hospitalet under en svær samtale, siger Pernille Slebsager, der er afdelingschef i Patient- & Pårørendestøtte i Kræftens Bekæmpelse.

- Det er vigtigt, at man har hjælp til at høre vigtig information og støtte til at tage vigtige beslutninger. Og som pårørende er det svært at blive sat på sidelinjen, hvor man kan føle sig udelukket fra netop at være en støtte for sine nærmeste

Afdelingschef Pernille Slebsager, Patient- & Pårørendestøtte

Hun kan sagtens sætte sig ind i frustrationerne: 

- Når man er kræftpatient, er det trygt at mærke, at nogen støtter op, og at man ikke står alene med kræft. Det er vigtigt, at man har hjælp til at høre vigtig information og støtte til at tage vigtige beslutninger. Og som pårørende er det svært at blive sat på sidelinjen, hvor man kan føle sig udelukket fra netop at være en støtte for sine nærmeste, siger hun.

- Det er en ekstra belastning oveni en i forvejen meget svær situation, understreger hun.

Onkologisk Klinik på Rigshospitalet i København står for en del af strålebehandlingen og den medicinske behandling af kræftpatienter i Region Hovedstaden.

På afdelingen er ledelse og sundhedspersonale meget opmærksomme på at imødekomme behovene hos patienter og pårørende. Særligt under corona-krisen, hvor man som kræftpatient kan føle sig ekstra sårbar.

Brug for rådgivning – ring Kræftlinjen på 80301030

Ring til din lokale kræftrådgivning - find telefonnumre her

Tag en pårørende med til første samtale om din kræftsygdom

Men hverdagen på hospitalet er ualmindelig travl for tiden, og det kommer ikke til at ændre sig forløbeligt, siger Ulrik Lassen, professor og ledende overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet.

Ulrik Lassen er professor og ledende overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet. Foto: Tomas Bertelsen

- Vi forventer ikke, at vi kan omlægge til normalt fremmøde for alle kræftpatienter og pårørende før om nogle måneder. Det betyder konkret, at vi i stedet ringer til dem, som ellers ville komme herind fysisk og udskyder de besøg, der ikke er nødvendige. Og min oplevelse er, at patienterne er rigtig glade og taknemmelige for, at vi passer på dem og sørger for, at de ikke kommer herind unødigt. Alle kræftpatienter kommer dog stadig fysisk ind for at få deres kræftbehandling, påpeger Ulrik Lassen.

Påbuddet fra Styrelsen for Patientsikkerhed begrænser pårørendes deltagelse på hospitalet.

Men det er stadigvæk muligt for patienterne at medbringe en enkelt pårørende til første samtale på onkologisk klinik.

Årsagen er, at kræft er en kritisk sygdom, og at det i visse situationer ikke er i orden, at kræftpatienterne er alene.

Her kan du læse mere om pakkeforløb m.m.:

Pakkeforløb og maksimale ventetider

 Konkret betyder det, at alle ny-henviste kræftpatienter, der skal til den første samtale på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, kan have en pårørende med, fortæller Ulrik Lassen:

Når man er ny-diagnosticeret med kræft, kan ens verden falde sammen, og det betyder, at det ikke er alt, man hører under en samtale. Derfor er det ekstra vigtigt, at der er en pårørende med

Ulrik Lassen, ledende overlæge på Onkologisk Klinik, Rigshospitalet

Ens verden kan falde sammen
- Når man er ny-diagnosticeret med kræft, kan ens verden falde sammen, og det betyder, at det ikke er alt, man hører under en samtale. Derfor er det ekstra vigtigt, at der er en pårørende med, som kan høre med. Kræft er noget, der påvirker hele familien, og det er helt afgørende, at al informationen forstås, understreger Ulrik Lassen.
 
Patienterne er blevet informeret om denne mulighed via et brev i e-boks. At man kan have en pårørende med til samtale på hospitalet er dog stadig mere undtagelsen end reglen.
 
Fremadrettet er der stadig påbud mod at komme på hospitalet som pårørende, medmindre kræftafdelingerne konkret vurderer, at kræftpatienten er for sårbar til at komme alene, eller hvis det drejer sig om kritisk information, der ikke kan håndteres på anden vis, som f.eks. Skype, fortæller han.
 
I Kræftens Bekæmpelse er der glæde over Rigshospitalets - og andre hospitalers beslutning om, at der fortsat kan deltage pårørende under den første samtale:
 
- Det kan være voldsomt og alvorligt for både kræftpatienter og pårørende, hvis de ikke kan støtte hinanden under den første samtale på hospitalet. Derfor er vi meget positive over, at Onkologisk Klinik har taget dette skridt, siger Pernille Slebsager.
 
Ulrik Lassen oplyser, at han har haft kontakt med ledelsen på de fleste af landets onkologiske afdelinger – og at det er indtrykket, at samme praksis gælder landet over.
 
Kontakt derfor dit behandlingssted, hvis du har spørgsmål omkring pårørende til første samtale.

Andre måder du kan tage din pårørende med på hospitalet

Da der generelt – ud over den første samtale i kræftforløbet – er et forbud for pårørende mod at komme på hospitalet, skal kræftpatienter og pårørende finde på andre måder at støtte på.
 
Du kan bruge din telefon – sæt den på medhør og læg den på bordet foran lægen. Du kan også bruge Skype eller Facetime. Aftal dette med sundhedspersonalet.
 
Er du kræftpatient eller pårørende og har du spørgsmål omkring kræft og corona? Læs mere her:

Spørgsmål og svar om corona