Gå til sygdomsliste

Husk valgløftet: Et markant prishop på tobakken

09-09-2019
Siden folketingsvalget d. 5. juni er 3.600 børn og unge begyndt at ryge. Højere pris på tobak vil få dét tal til at falde, og i valgkampen blev det klart, at der er politisk flertal for at hæve prisen markant. Derfor har vi store forventninger til handling fra den nye regering, når Folketinget åbner 1. oktober. Det skriver flere store patientorganisationer og sundhedsaktører i et fælles debatindlæg.

'Vi har store forventninger til den nye regering og de nyvalgte folketingsmedlemmer, der 1. oktober møder ind på job,' skriver en række store patientorganisationer og sundhedsaktører i et fælles debatindlæg. Foto: Christoffer Regild

Tekst: Andreas Rudkjøbing (fmd., Lægeforeningen), Anne Brandt (adm. dir., Lungeforeningen), Anne Kaltoft (adm. dir., Hjerteforeningen), Grete Christensen (fmd., Dansk Sygeplejeråd), Jesper Fisker, (adm. dir., Kræftens Bekæmpelse), Karin Friis Bach (fmd., sundhedsudvalget i Danske Regioner), Peer Steensbro (adm. dir., Diabetesforeningen)

3.600. Så mange børn og unge er begyndt at ryge, siden vi den 5. juni satte vores kryds i stemmeboksene ved sidste folketingsvalg. Det er 3.600 for mange. For hver anden af dem, der bliver ved med at ryge, ender med at dø af det.

Fagfolk ved, hvordan vi baner vejen for en røgfri generation. Prisen på tobak skal markant op.

Der er et overvældende flertal i befolkningen for højere priser. Og i forbindelse med valgkampen blev det klart, at der blandt de politiske partier er et massivt flertal for en pris på mindst 60 kroner for en pakke.

Jo højere pris, des færre børn og unge vil begynde at ryge. Det fastslår forskningen. Det kan så understøttes ved at skjule tobakken i butikkerne, gør pakkerne neutrale og indføre røgfri skoletid på alle skoler og ungdomsuddannelser.

Men udviklingen går den forkerte vej. Lige nu bliver flere børn og unge afhængige af tobak end for bare et par år siden.

Hvad i alverden venter vi på? Jo længere tid, der går, jo flere vil ende med pinefulde sygdomme og tidlig død.

Vi har store forventninger til den nye regering og de nyvalgte folketingsmedlemmer, der 1. oktober møder ind på job. For med de udmeldinger vi har hørt fra politikere og partier før og efter valget, er der flertal for en politik, der kan redde fremtidige generationer fra tobakken.

Venstre, Det Konservative Folkeparti, De Radikale Venstre, SF og Alternativet bakker alle op om, at prisen på en pakke cigaretter skal stige med mindst 20 kroner pakken.

Socialdemokratiet har med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke lovet, at ”prisen på cigaretter kommer til at stige. Og den kommer til at stige mærkbart”. I interviewet med Politiken 4. juli 2019 understregede han også, at den socialdemokratiske regering kommer til at arbejde med alle de værktøjer, der findes, for at færre børn og unge skal ryge.

Men hvad så med de mennesker, der ryger, og som i forvejen er pressede på økonomien? Dem hjælper vi ikke med billig tobak – det må ske ad andre veje. Prisstigninger rammer socialt skævt. Men det gør konsekvenserne af rygning også. Ifølge den nyeste Skolebørnsundersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed er der fem gange så mange unge fra fattige familier, der ryger. Vil vi gøre op med den sociale skævhed i rygning, så skal prisen op.

Prisen på tobak handler ikke om, hvordan vi får penge i statskassen. Tobaksafgifter handler om sundhed. Tobaksafgifter handler om at forhindre, at nye generationer også vil ryge sig ihjel.

Regeringen og børnenes statsminister har ikke et øjeblik at spilde, hvis de vil sikre en røgfri fremtid: Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge. Hvor mange dage skal vi vente?

Læs mere om Kræftens Bekæmpelses hodning til tobakspriser:

Det mener Kræftens Bekæmpelse om prisen på tobak