Her kan du se de mest populære sider blandt fagfolk på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.
Undersøgelsen består af 8 fokusgruppeinterview med i alt 49 kvinder i alderen 20-29 år. Indledningsvis blev kvinderne bedt om at notere deres umiddelbare tanker om ”celleforandringer” og ”årsager til celleforandringer”. Alle var HPV-vaccinerede, så vi forventede faktisk, at de vidste mere om HPV end kvinderne over 30 år, vi tidligere har interviewet i en lignende undersøgelse. Størstedelen af de interviewede kvinder svarede, at celleforandringer skyldes faktorer såsom rygning, stress, forurening, genetik, tilfældighed, alder. Kun en lille håndfuld, nemlig dem, der faktisk var blevet screenet, vidste, at det er en seksuelt overført virus, HPV, der er årsag til livmoderhalskræft.
Invitationen hænger på køleskabet, til den ikke hænger der mere…
Kvinderne gemmer invitationen i lang tid, for de vil faktisk gerne undersøges. Typisk hænger kvinderne invitationen op på køleskabet eller lægger den i en bunke med andre vigtige papirer, så den fungerer som en fysisk påmindelse om undersøgelsen. Men den bliver glemt, som månederne går.
Så åbner jeg den og tænker, at det her skal jeg huske og så lægger jeg den, så den ikke bliver væk og så får man travlt og så får man ikke lige ringet inden for de der åbningstider (…) Som regel lægger jeg den på mit spisebord og så bliver den rykket lidt når jeg skal spise, så ligger den jo stadig på spisebordet og så ligger den pludselig ikke på spisebordet mere.
Kvinde 24 år, ikke screenet
Jeg har også fået den (invitationen) cirka 3 gange og så tænker jeg nå ja – det skal jeg huske, for det første fordi det er gratis og for det andet, fordi det er godt lige at få tjekket det, og jeg prøver så vidt muligt også at lægge den et sted, hvor jeg husker den, men så lige pludselig er den væk.
Kvinde 26 år, screenet en gang
I dag får alle kvinder invitationen til screening i deres e-Boks. Hvad - og om - det får en betydning for deltagelsen, er det for tidligt at sige noget om endnu.
Hej, jeg er din læge, jeg skal kigge dig i underlivet, og jeg gør sådan her
Kvinderne synes, at det er besværligt at bestille tid hos lægen og synes også, at den gynækologiske undersøgelse er lidt træls.
Første gang man er til lægen og skal have en gynækologisk undersøgelse, så er det sindssygt akavet synes jeg. Men lægen er jo fuldstændig ligeglad. For dem er det jo bare endnu krop, og de lægger jo ikke noget i at kigge på en krop. /…/ men jeg synes slet ikke det gør ondt eller noget. Nu kommer det også an på ens læge, men min læge er meget behagelig; stille og rolig og forklarer ligesom, hvad hun gør, i stedet for bare at gå til angreb på en.
Kvinde 23 år, ikke screenet
Men når den gynækologiske undersøgelse opleves som vigtig, f.eks. når kvinderne skal forny deres recept på p-piller, eller hvis de har mistanke om at have fået en kønssygdom, så får de uden problemer bestilt tid hos lægen.
Den praktiserende læge er en vigtig gatekeeper
Undersøgelsen peger på, at den praktiserende læge spiller en væsentlig rolle. Kvinderne vil gerne have, at lægen informerer dem om livmoderhalskræftscreening, når de er hos lægen i anden anledning, og lægen må også meget gerne minde dem om, hvornår tiden nærmer sig til næste screeningsundersøgelse.
Målrettet information er vigtig
Screeningsundersøgelsen er ikke top of mind hos kvinderne og den manglende viden om formålet medvirker til, at undersøgelsen ikke opleves lige så relevant som andre undersøgelser. Kvinderne vil gerne vide mere om HPV og screening, men opsøger ikke selv information. Derfor er det vigtigt, at kvinderne har adgang til tilgængelig og læsevenlig info – at invitationsbrevet f.eks. gør det tydeligt, at screening også er vigtig for HPV-vaccinerede kvinder.
Jamen for det første, hvad HPV var og hvad den beskyttede imod. Og så burde der også stå noget med… Ikke at det er et krav, at man får lavet det her celleskrab, men at der ligesom bliver lagt op til, at nu har du fået vaccinen, og så er det vigtigt, at du får fulgt op med et celleskrab. /…/ Det tror jeg ville gøre meget.
Kvinde 27 år, ikke screenet
Med invitationen følger en pjece, der faktisk indeholder meget af den information, kvinderne efterspørger. De blev præsenteret for pjecen under interviewene. De fleste kan faktisk ikke huske den, og dem, der kan, synes, at den er uoverskuelig:
Jeg synes bare, at der er mange sider i denne her og jeg tror, at den ville virke virkelig uoverskuelig for mig at komme igennem, for jeg gider faktisk ikke at læse. Så måske bare et eller andet med, at man kunne have små facts og måske sætte et link eller et eller andet man kunne læse mere på, hvis det var, at man følte man var interesseret. Bare korte kommentarer om, hvad der er og hvorfor man får det.
Kvinde 26 år, ikke screenet
Billede af celleforandringer i livmoderhalsen
Den første screeningsundersøgelse er vigtig
Den første screening har særlig betydning for, om kvinderne deltager i screening fremover. -Vi ved fra andre undersøgelser, at halvdelen af de kvinder, der rammes af livmoderhalskræft, ikke er undersøgt regelmæssigt. Derfor er det ekstra vigtigt, at der arbejdes på at gøre kvinder i tyverne opmærksomme på de jævnlige tjek for livmoderhalskræft– også selvom man er HPV-vaccineret. Der er behov for en systematisk informationsindsats, der giver unge kvinder mere viden om relevansen af screening for at øge deres motivation for at deltage og for, at de kan træffe beslutningen om screening eller ej på et oplyst grundlag, siger Janne Bigaard, overlæge hos Kræftens Bekæmpelse.
Læs hele artiklen her: https://doi.org/10.1016/j.pmedr.2021.101507
Vil du vide mere om undersøgelsen?
Så kan du kontakte Ann-Britt Kvernrød på mail: abk@cancer.dk eller på tlf. 3525 7535
Sidst ændret: 31.08.2021
Af Ann-Britt Kvernrød
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17