Gå til sygdomsliste

Ny viden om senfølger kan hjælpe børnekræftoverlevere

02-08-2019
De fleste børn, som får kræft, overlever i dag deres sygdom. Omkring halvdelen af dem oplever senfølger i forskellig grad, men de der rammes, er bedre hjulpet, jo tidligere senfølgerne bliver opdaget. Her kan ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse gøre en forskel.

Forskning i senfølger hos børn, der har haft kræft, kan give vigtig viden Viden, som kan hjælpe til, at senfølgerne opdages tidligere og måske ikke bliver så omfattende. Foto: Colourbox

Alt i alt giver tallene os en viden om hvem, man især skal holde øje med

Postdoc Line Kenborg, Kræftens Bekæmpelse

Behandlingen af børn med kræft er grundlæggende en solstrålehistorie. Det er relativt sjældent, at børn får kræft – herhjemme sker det årligt for cirka 200 børn i alderen 0-18 år – og chancerne for helbredelse er rigtig gode.

Omkring halvdelen af børnene får liv uden men. Nogle får imidlertid senfølger af sygdommen og behandlingen – fysisk eller psykiske skader, som kan føre til, at de skal indlægges på hospitalet.

Hvilke senfølger det er, afhænger af typen af kræft. Og jo mere man ved om, hvilken type af senfølger børnene risikerer, jo bedre kan man være opmærksom på tidlige tegn, så senfølgerne kan opdages tidligt og måske derfor blive mindre omfattende. 

Værdifuld viden

Derfor har danske forskere hos Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning undersøgt, hvilke senfølger i nervesystemet børnekræftoverleverne risikerer. Det har de gjort ved at se på data fra knap 16.000 børn, som har haft kræft forskellige steder - på nær tumorer i centralnervesystemet. Det forklarer postdoc Line Kenborg fra Kræftens Bekæmpelse, som har stået i spidsen for den nye forskning: 

- Vi har fået værdifuld viden om, hvilke senfølger det er, børnekræftoverleverne risikerer. Den hyppigste senfølge var epilepsi, og det var børn med neuroblastom, der havde den højeste risiko, siger Line Kenborg. 

Hun understreger, at det heldigvis er få af børnekræftoverleverne, der rammes af senfølger i nervesystemet. Selv når man lægger tallene for alle de forskellige typer neurologiske senfølger sammen, er det kun omkring fem pct. af børnekræftoverleverne, som fem år efter deres kræftsygdom indlægges på grund af senfølger.  

Højest risiko fem-10 år efter diagnosen

Dykker man lidt dybere ned i den nye undersøgelse, giver tallene en række nye indsigter i både hvilke kræftpatienter, der risikerer senfølger, og hvornår risikoen for senfølger er størst. 

Eksempelvis kunne man se, at foruden børn med kræftsygdommen neuroblastom havde også børn med leukæmi en øget risiko for epilepsi. 

Resultaterne viste også, at risikoen for senfølger generelt var højest fra fem til ti år efter, børnene fik deres kræftdiagnose. Derefter faldt den. 

- Alt i alt giver tallene os en viden om hvem, man især skal holde øje med. For hos nogle er der en øget risiko for, at symptomer, der lige så godt kan være harmløse, er tegn på en mere alvorlig sygdom. Og det er vigtig viden både for forældre og børnene selv, og for læger og sundhedsprofessionelle som måske ikke tænker på at koble symptomer med en kræftsygdom, der ligger 10 år tilbage, siger Line Kenborg. 

Kan giver viden til bedre behandlinger

På længere sigt håber forskerne, at forskning som denne kan være med til at gøre behandlingerne bedre. For måske er der bestemte former for behandling eller kombinationer af behandling, som øger risikoen for senfølger særlig meget. Og fordi man i nogle tilfælde kan erstatte en behandling med en anden, uden at det går ud over overlevelsen, kan den viden måske føre til, at man i fremtiden kan mindske risikoen for senfølger hos nogle børnekræftoverlevere.

Resultaterne er offentliggjort her: Kenborg L. et al.: Hospital admission for neurologic disorders among 5-year survivors of noncentral nervous system tumors in childhood: A cohort study within the Adult Life after Childhood Cancer in Scandinavia study. Int J Cancer. 2019 Apr 13.

Læs mere om vores forskning:

Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning

Læs mere om senfølger:

Bivirkninger og senfølger - hvad skyldes de, og hvad kan der gøres ved dem?