Nødvendig specialbehandling i udlandet
Hvis den nødvendige kræftbehandling ikke tilbydes i Danmark, kan man i sjældne tilfælde få en henvisning til nødvendig specialbehandling i udlandet.
Henvisning til nødvendig specialbehandling i udlandet kan komme på tale, hvis du har en meget sjælden kræftsygdom, som der ikke findes standardbehandling til i Danmark. Det sker højst et par gange om året, at patienter bliver sendt til specialbehandling i udlandet.
Den danske specialafdeling henviser dig til behandlingen i udlandet
Inden du kan blive henvist til en specialbehandling i udlandet, bliver du først undersøgt eller behandlet på den hospitalsafdeling her i landet, som har den højeste ekspertise inden for det pågældende sygdomsområde.
Her vurderer lægerne, om det er nødvendigt med en bestemt og anerkendt behandling i udlandet. Afdelingen skal i så fald henvise dig til behandlingen på en nærmere bestemt specialafdeling i udlandet, og denne henvisning skal godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Lægen på hospitalet vil informere dig, hvis du kan komme til udlandet for at blive behandlet.
Specialbehandlingen i udlandet er gratis for dig
Staten betaler for selve sygehusbehandlingen, hvis du bliver henvist til specialbehandling i udlandet. Transportudgifter, forplejning og overnatning betales af din region. Det gælder også for en eventuel ledsager.
Specialafdelingen på det danske hospital arrangerer de praktiske forhold i forbindelse med transport og ophold i udlandet.
Her kan du få hjælp og rådgivning
Spørg om dine muligheder for behandling på den afdeling, du er tilknyttet, eller tal med din praktiserende læge.
Du kan også kontakte en af Kræftens Bekæmpelses rådgivere, hvis du har spørgsmål eller overvejelser i forbindelse med specialbehandling i udlandet, eksperimentel behandling, forsøgsbehandling eller generelt om behandling i udlandet: