Knude eller hævelse, der er ny eller ændrer sig
Godartede knuder og hævelser kan opstå overalt på kroppen og kan skyldes en infektion eller en cyste. Men opdager du en knude eller hævelse, der er ny eller forandrer sig, bør du kontakte din læge.
Hævelser eller knuder kan være symptom på en infektion, en godartet knude eller cyste. Men det kan også skyldes kræft.
Hvornår bør du reagere?
Kontakt din læge, hvis du opdager:
- En knude i brystet eller i testiklerne, der er ny eller forandrer sig
- En knude eller hævelse i armhulerne, lysken eller på halsen, der er ny eller forandrer sig
- Nye knuder eller hævelser andre steder på kroppen
- En kendt knude, der vokser, ændrer form eller føles anderledes
Knuder består af celler, der vokser anderledes end normalt
Når man i nogle tilfælde kan mærke en kræftknude, er det fordi kræftcellerne deler sig hurtigt, så der opstår en knude eller en hævelse.
Normale celler kan også vokse anderledes. Derfor kan en knude lige så godt vise sig at være godartet. Men generelt bør du søge læge, hvis du opdager en knude på kroppen, der ikke har været der før.
Mange reagerer også, hvis de bemærker en lymfeknude på halsen, i armhulen eller i lysken. Læs mere om hævede lymfeknuder:
Selvundersøgelser
Nogle forandringer i kroppen kan man måske opdage selv. Det gælder f.eks. kræft i huden eller knuder i brystet og testiklerne.