Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Den massive indsats på kræftområdet i Danmark har givet resultat: Langt flere overlever sygdommen. Foto: Thomas Bertelsen
Overordnet er kræftoverlevelsen steget i alle de nordiske lande, men Danmark skiller sig ud ved at have haft den markant største fremgang for en række kræftsygdomme, viser undersøgelsen. Den bygger på data fra de nordiske kræftregistre og omfatter analyser af de ni største kræftformer, blandt andet lunge-, prostata- og brystkræft, i de fem lande i perioden 1990-2016.
Nogle af de mest i øjnefaldende resultater for Danmark gælder lungekræft. Her er etårsoverlevelsen steget med hele 30 procentpoint for kvinder og 23 procentpoint for mænd i perioden 1990-2015.
Til sammenligning har Sverige en stigning på henholdsvis 25 og 20 procentpoint i etårsoverlevelsen efter lungekræft i perioden. Finland har den laveste stigning på henholdsvis 12 og 5 procentpoint.
Når det gælder femårsoverlevelsen efter lungekræft, er stigningen i Danmark på henholdsvis 17 procentpoint for kvinder og 11 for mænd siden 1990.
Læs mere om lungekræft:
I 1990 var det blot seks pct. af danske lungekræftpatienter, der overlevede deres kræftsygdom med mindst fem år. For lungekræftpatienter diagnosticeret i slutningen af undersøgelsesperioden er den forventede femårsoverlevelse henholdsvis 23 pct. for kvinder og 17 pct. for mænd.
Danske patienter med kræft i tyktarmen har også haft en stigning i femårsoverlevelse, som er enestående i Norden, nemlig på 22 procentpoint for kvinder og 25 procentpoint for mænd.
I 1990 var det under halvdelen af disse patienter, som overlevede deres sygdom med mindst fem år. I slutningen af undersøgelsesperioden er den forventede femårsoverlevelse steget til 68 og 67 pct. for henholdsvis kvinder og mænd med tyktarmskræft.
Læs mere om tarmkræft:
Tallene i undersøgelsen kan ikke vise præcist, hvad der er årsagen til den store fremgang i kræftoverlevelsen, men adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker, er ikke i tvivl om, at den er et resultat af den massive indsats på kræftområdet de seneste 20 år.
- Danmark fik sin første kræftplan i år 2000, og siden da har vi fået endnu tre kræftplaner med klare mål og milliardinvesteringer i kræftområdet. Vi har fået kræftpakker, der sikrer hurtig adgang til undersøgelse og behandling, screeningsprogrammer og nye og bedre behandlinger, som alt sammen har medvirket til, at Danmark er det land i Norden, der har haft de største forbedringer i kræftoverlevelsen, siger Jesper Fisker.
Læs mere om kræftoverlevelse:
- Der er stadig patientgrupper, der virkelig trænger til fremgang, og det skal vi fortsat have fokus på med forskning og udvikling, siger Jesper Fisker.
I 1990’erne og starten af nullerne hørte Danmark til blandt de lande i Norden med den dårligste overlevelse efter kræft. Nu er vi på niveau med de øvrige lande, når det gælder etårsoverlevelse. Med hensyn til femårsoverlevelse er der stadig plads til forbedring for nogle sygdomme, deriblandt æggestokkræft og prostatakræft.
- Der er stadig nogle patientgrupper, der virkelig trænger til fremgang, og det skal vi fortsat have fokus på med forskning og udvikling. Vi skal blive bedre stille kræftdiagnosen tidligere, da det øger chancerne for at blive helbredt. Og så skal vi selvfølgelig sørge for at fastholde den positive udvikling i kræftoverlevelse i en tid, hvor vi har fået nye udfordringer i form af COVID19, der også kan forventes at påvirke kræftområdet, siger Jesper Fisker.
Læs mere om overlevelse efter æggestokkræft:
Bedre overlevelse efter æggestokkræft
Den nye undersøgelse bygger på over to mio. kræfttilfælde i de fem nordiske lande. Den vil nu blive fulgt op af nye undersøgelser for at kortlægge udviklingen i kræftoverlevelse, fortæller Lina Steinrud Mørch, der er gruppeleder i Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning og medforfatter til den nye undersøgelse.
- De nordiske lande har nogle af de bedste registre i verden, og de er nødvendige for at lave statistiske sammenligninger af høj kvalitet. Den nye undersøgelse analyserer de ni største kræftformer. Næste skridt er at gå mere i dybden med udvalgte kræftformer og blandt andet kigge på, i hvilket stadie kræften opdages. Det kan give ny viden om, hvad der kan gøres for at få overlevelsen endnu længere op, siger Lina Steinrud Mørch.
Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Acta Oncologica.
Find undersøgelsen her: Lundberg FE et al: Trends in cancer survival in the Nordic countries 1990-2016: the NORDCAN survival studies. Acta Oncologica. 2020 Oct 19; https://doi.org/10.1080/0284186X.2020.1822544
Link til den videnskabelige artikel:
I de statistiske analyser taler man om henholdsvis etårsoverlevelse og femårsoverlevelse. Mens ændringen i etårsoverlevelsen fortæller, hvor meget dygtigere man er blevet til hurtig diagnosticering og akut behandling af kræft i et land, er ændringen i femårsoverlevelsen et udtryk for ændringen i langtidsoverlevelse.
Sidst ændret: 19.10.2020
Af Marianne Vestergaard
Indtast dine oplysninger og tilmeld dig nyhedsbrevet:
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17