Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Professor Niels Ødum har i mange år forsket i lymfekræft i huden. Han ser frem til, at det nye resultat følges op af forsøg på patienter. Privatfoto
Forskerne har netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse, hvor de har afprøvet endolysiner på hudprøver i laboratoriet fra danske patienter med lymfekræft i huden. Og resultaterne er så lovende, at forskerne sammen med firmaet, der producerer stoffet, sigter mod at afprøve stoffet i et forsøg med patienter.
Det fortæller professor Niels Ødum, der har stået i spidsen for mange års forskning i lymfekræft i huden ved LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet.
- Hvis det virker lige så godt i virkeligheden, som det ser ud til i laboratoriet, er der håb om, at vi får en behandling, som kan lindre patienternes gener og give en bedre livskvalitet, siger Niels Ødum.
Mange patienter med lymfekræft i huden får gentagne infektioner i huden, og tidligere forskning fra Niels Ødum og hans team tyder på, at infektioner med gule stafylokok-bakterier faktisk er med til at drive udviklingen af kræftceller.
Læs om lymfekræft i huden:
Deres forskning viser, at antibiotika virker mod lymfekræft i huden.
- Det er bare ikke en langtidsholdbar løsning, da der både er fare for at udvikle resistens i form af multiresistente bakterier (MRSA), der er risiko for bivirkninger, og endelig kommer bakterierne tilbage, så snart man stopper den antibiotiske behandling, forklarer Niels Ødum.
Derfor var de meget interesserede, da den hollandske biotek-virksomhed Micreos Pharmaceuticals præsenterede endolysinerne som et nyt bud på et lægemiddel. Det er kunstigt fremstillede enzymer, der kan bekæmpe gule stafylokokker uden antibiotika.
- Endolysiner kan dræbe bakterier ved at ødelægge bakteriernes cellevæg. De er udviklet til kun at ramme de gule stafylokokker, både de almindelige og de multiresistente, og med den viden, vi har på nuværende tidspunkt, ser der ikke ud til at være problemer med resistens, siger postdoc Emil Pallesen, der er førsteforfatter på det nye studie.
Forskerne har undersøgt endolysiner i laboratoriet, både på hudprøver med og uden kræft og på kræftceller og stafylokokbakterier. De undersøgte virkningen på to typer lymfekræft i huden, mycosis fungoides, der som den mest almindelige type udgør knap 50 pct. af alle tilfælde af lymfekræft, samt den mere sjældne Sezarys Syndrom.
Resultaterne viser, at endolysiner blokerer stafylokokbakterierne og dermed deres evne til at stimulere kræftceller.
Niels Ødum fortæller, at der kan være kliniske forsøg med patienter med lymfekræft i huden på vej allerede næste år, hvor patienterne får det nye stof som en creme til at smøre på huden.
Det nye forskningsresultat er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Investigative Dermatology.
Find resultaterne her: Pallesen EMH. et al.: Endolysin inhibits skin colonization by patient-derived Staphylococcus aureus and malignant T cell activation in cutaneous T cell lymphoma. The Journal of Investigative Dermatology (2023), doi: https://doi.org/10.1016/ j.jid.2023.01.039.
Lymfekræft i huden er en sjælden form for lymfekræft. Man regner med, at sygdommen opstår hos cirka 50 personer om året i Danmark. Det er forskelligt, hvor på kroppen og i huden lymfekræftcellerne slår ned. Almindelig lymfekræft sætter sig i lymfekirtlerne omkring halsen, armhuler og lysken.
Sygdommen kan ramme alle aldersgrupper – men er mest almindelig hos ældre personer. Gennemsnitsalderen, når sygdommen diagnosticeres, er 55-60 år. Der er lidt flere mænd end kvinder, der får diagnosen lymfekræft i huden.
Læs om lymfekræft i huden:
Kræftens Bekæmpelse har ad flere omgange støttet professor NIels Ødums forskning i lymfekræft i huden. Blandt andet modtog han i 2018 2,9 mio. kr. fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg til sin forskning.
Sidst ændret: 08.03.2023
Af Marianne Vestergaard
Indtast dine oplysninger og tilmeld dig nyhedsbrevet:
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17