Gå til sygdomsliste

Ønskes: Mere klinisk forskning

01-09-2018
Der var fyldt i kongrescenteret Odeon i Odense, da organisationen DCCC sammen med De Danske Multidisciplinære Cancer Grupper for første gang inviterede til Danske Kræftforskningsdage. Et af de emner der var fokus på, var patienter i kliniske forsøg, og her slog en række foredragsholdere et slag for flere kliniske studier.

Mange af landets kræftforskere, politikere, patientorganisationer og læger var samlet til Danske Kræftforskningsdage for blandt andet at udveksle erfaringer og tale om ønsker og ideer for kommende forskning. Foto: Hung Tien Vu

Klinisk forskning – altså forskning, hvor patienter afprøver nye behandlinger – er en af de vigtigste veje til at sikre fremskridt inden for behandlingen af sygdomme som kræft. Det var der bred enighed om blandt foredragsholderne ved de Danske Kræftforskningsdage i Odense.

En af dem, som selv brænder for klinisk forskning, er Birgitte Vrou Offersen, der er professor ved Aarhus Universitetshospital og selv er erfaren forsker. Hun deltog i debatten i Odense, og for hende er der ingen tvivl om, at klinisk forskning er uundværlig for at forbedre behandlingen.

Men det er ikke uden forhindringer for læger, som i dag ønsker at starte kliniske forsøg, og forskningen er i dag i høj grad drevet af de læger, som brænder for det, og som er villige til at lægge en stor del af deres fritid i at forske.

Fra talerstolen fortalte Birgitte Vrou Offersen om nogle af de arbejdsopgaver, der følger med, når man skal lave klinisk forskning: Der skal skrives protokoller, der beskriver forsøget, indhentes de nødvendige tilladelser, og når forsøget er i gang, skal hun, som ansvarlig for projektet, foruden sin egen del af forskningen, stå til rådighed for spørgsmål og hjælp til de afdelinger rundt om i landet, der deltager. Derudover kommer møder med samarbejdspartnere og en lang række praktiske opgaver, som støder til undervejs.

– Jeg beklager mig ikke, for jeg brænder for forskningen. Men jeg ved, at når jeg er ansvarlig for at skrive og starte et forsøg, kræver det typisk, at jeg gennem et år tager alle mine aftener i brug – også weekender og ferier, siger Birgitte Vrou Offersen, som havde sine egne konkrete ønsker til, hvordan den kliniske forskning kunne styrkes:

– Bedre mulighed for at få stillinger, der er delte, så man er halvt forsker/halvt læge i klinikken, ville hjælpe, ligeså økonomisk hjælp til afdelingerne, som er øremærket forskningen. Og så kunne man gøre det nemmere for lægerne at tilbyde patienterne at deltage i forsøg ved at indføre det som et punkt i den elektroniske patientjournal, siger Birgitte Vrou Offersen

Forskning har givet kvinder bedre behandling
Som et eksempel på, hvordan klinisk forskning har gavnet patienterne, nævnte Birgitte Vrou Offersen forskning, der har været med til at sikre en bedre strålebehandling til kvinder med brystkræft. Takket være den, er strålebehandlingen i dag mindre belastende for kvinder med brystkræft, end den var eksempelvis tilbage i 00’erne.

Forskningen har sikret, at lægerne i dag giver den lavest mulige dosis og det færrest mulige antal strålebehandlinger uden at gå på kompromis med kvindernes sandsynlighed for at overleve sygdommen. I dag får kvinder eksempelvis 15 behandlinger i løbet af tre uger mod tidligere 25 behandlinger over fem uger. Resultatet har været færre stråleskader – både akut under behandlingen og i årene efter, hvor færre kvinder får skader, der gør vævet i brystet stift og fast.

– Jeg mener, at meget ville være vundet, hvis man kunne ændre den tankegang, vi i dag har om klinisk forskning. Vi skal i højere grad hen imod, at klinisk forskning er så naturlig en del af hverdagen på hospitalerne, at alle – både læger og patienter – forventer, at der er et tilbud om forsøgsbehandling til alle patienter, siger Birgitte Vrou Offersen og fortsætter:

– Det overordnede mål med klinisk forskning er jo, at kunne gøre behandlingen så individuelt tilpasset kræftpatienten, at man uanset høj eller lav risiko for tilbagefald får den bedst mulige behandling med færrest gener. Det mål kan ikke nås på mavefornemmelser, men kun gennem store, systematiske og velgennemførte forskningsprojekter, siger hun.

En god følelse
En af dem, som selv har deltaget i kliniske forsøg, er 62-årige Peter Ringsted, som delte sine erfaringer og tanker om det at sige ja til en ny behandling. For seks år siden fik den dengang 56-årige advokat konstateret prostatakræft, og siden deltog han i flere forskellige kliniske forsøg.

Det første forsøg var et såkaldt fase 3 forsøg med behandlingen Prostvac, som Peter Ringsted deltog i et halvt år. Dernæst fulgte forsøg med midlet enzalutamid, som Peter Ringsted havde så god effekt af, at han modtog behandlingen i to år. Og endelig skulle han have deltaget i et forsøg med hæmmeren Niraparib, som virker mod genfejl i genet BRCA1 og 2 – et forsøg som imidlertid netop er udskudt.
Efter forsøgsbehandlingerne har Peter Ringsted fået to forskellige typer kemoterapi gennem de seneste to år.

Og for ham var motivationen for at deltage i forsøgene klar:
– Håbet om helbredelse eller i hvert fald en væsentlig livsforlængende effekt. At den forsøgsbehandling, jeg deltager i, kan helbrede netop MIG. Det er min grund – og, tror jeg, grunden for mange i samme situation som mig, siger Peter Ringsted.

Da Peter Ringsted deltog i det første forsøg, gav det ham en god følelse:

– Forud havde jeg fået den almindelige hormonbehandling, som består af indsprøjtninger hvert halve år, men forsøgsbehandlingen gav mig en følelse af, at ’yes!’, nu sker der noget. Det var også positivt at blive fulgt så tæt, som man gør i kliniske forsøg, hvor jeg blandt andet fik tilbudt flere scanninger, siger Peter Ringsted.

Både fordele og ulemper
Der er dog et par erfaringer, som Peter Ringsted har gjort sig undervejs. Da han deltog i det første kliniske forsøg, var hans indstilling, at resultatet kun kunne blive enten ligeså godt, eller i bedste fald bedre end den almindelige behandling. En holdning som han dog har revideret en smule, efter at have oplevet de bivirkninger, som nogle af hans medpatienter har oplevet under forsøgsbehandlingen.

En anden vigtig ting er muligheden af at få placebobehandling. Fordi forsøgsbehandlinger netop går ud på at undersøge om ny medicin virker bedre end den eksisterende, bliver patienter, der afprøver et nyt lægemiddel, opdelt i grupper: Nogle får standardbehandlingen samt den nye behandling, mens andre kun får standardbehandlingen. Det er nødvendigt, at nogle patienter i et forsøg får den almindelige behandling, for at man til slut kan sammenligne, om der er en forskel mellem de to behandlinger. Men det kan have konsekvenser, som man skal man overveje, om man kan håndtere som patient, mener Peter Ringsted:

– Det kan være hårdt, hvis man deltager i et forsøg, gør sig håb og måske føler, det virker – og så til slut får at vide, at man har været i kontrolgruppen og slet ikke har fået den nye behandling. Det er noget, man skal overveje, inden man siger ja, siger Peter Ringsted.

En anden overvejelse er, at hvis man deltager i en forsøgsbehandling, påvirker det ens muligheder for anden behandling:

– Jeg er blevet opmærksom på, at hvis jeg siger ja til én type behandling, afskærer det mig muligvis fra andre behandlinger. Da jeg var i behandling med standard-kemoterapi, måtte jeg konstatere, at fordi jeg var i denne behandling, kunne jeg ikke umiddelbart komme i forsøgsbehandling igen. Årsagen var for så vidt positiv: At jeg havde god gavn af den kemoterapi, jeg fik, men tanken om at jeg måske gik glip af en forsøgsbehandling, som ville virke endnu bedre, var noget, jeg lige skulle forholde mig til, siger Peter Ringsted.

Peter Ringsted er i øjeblikket ved at blive undersøgt for, om han kan deltage i et forsøg med medicin, der rammer særlige genetiske fejl. Skulle det vise sig, at han får tilbudt at deltage i enten dette eller et andet forsøg, er han ikke i tvivl om hvad svaret bliver:

– Jeg ville sige ja! fastslår han.

Danske Kræftforskningsdage blev afholdt d. 30. og 31. august