Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Patienter der bliver indlagt med en hjerneblodprop, og som er rygere, bør måske også blive undersøgt for lungekræft, mener forskerne bag en ny undersøgelse. Modelfoto fra Colourbox
Patienter med hjerneblodpropper har øget risiko for kræftformer relateret til tobaksrygning. Det skyldes at blodproppatienter ryger mere end den øvrige befolkning, forklarer forsker Anne Julie Tybjerg. Foto: Kræftens Bekæmpelse
Ifølge den nye undersøgelse får patienter med en blodprop i hjernen konstateret kræft væsentligt hyppigere end baggrundsbefolkningen. I undersøgelsen fik 27 af 1.000 blodproppatienter konstateret kræft, hvor imod det kun var 18 af 1.000 i baggrundsbefolkningen. Med andre ord har blodproppatienterne 50 pct. større risiko for kræft.
Forskere fra Kræftens Bekæmpelse har, sammen med forskere fra Apopleksiafsnittet på Bispebjerg Hospital, i længere tid forsket i at kortlægge kræftrisikoen hos den del af befolkningen, der rammes af hjerneblodpropper. Viden om kræft hos disse patienter har særlig interesse, fordi begge sygdomme - både hjerneblodpropper og kræft - er nært knyttet til tobaksrygning. 20 pct. af alle hjerneblodpropper skyldes udelukkende tobaksrygning, ligesom visse kræftformer også er direkte forårsaget af tobaksrygning. 90 pct. af al lungekræft skyldes tobaksrygning.
Anne Julie Tybjerg er forskningsassistent i Kræftens Bekæmpelse, og er den ene af førsteforfatterne til de videnskabelige artikler, der netop er publiceret fra projektet:
- Den forøgede risiko vi fandt hos patienterne med hjerneblodpropper, er kun til stede for kræftformer, der er kendt for at være relaterede til tobaksrygning. Det er i vores undersøgelse, lungekræft, tyktarmskræft, blærekræft og nyrekræft. Derimod havde blodproppatienterne ikke nogen forøget risiko for prostatakræft, brystkræft eller modermærkekræft, som er kræftformer, der ikke er kendt for at have relation til rygning, siger hun.
Samtidig viser undersøgelsen, at der er dobbelt så mange rygere blandt patienter med blodpropper, som i baggrundsbefolkningen.
- Nu har vi altså hovedforklaringen på, at blodproppatienter hyppigere får kræft, fortsætter Anne Julie Tybjerg. Blodproppatienter ryger nemlig mere end den øvrige del af befolkningen, og derfor får de oftere kræft, der er forårsaget af rygning.
Særligt fokus på lungekræft
I den nye undersøgelse har forskerne fulgt 86.000 patienter i et år efter indlæggelse efter en hjerneblodprop. Ved hjælp af data fra Cancerregistret fandt man frem til de patienter, der fik diagnosticeret kræft i det første år efter indlæggelsen. Resultatet blev sammenlignet med den årlige forekomst af kræft i en baggrundsbefolkning bestående af 860.000 danskere uden hjerneblodpropper, som var sammenlignelige både i forhold til køn og alder. Og resultaterne gav mere ny viden om forskellene i risiko for kræft hos patienter med hjerneblodpropper og generelt i baggrundsbefolkningen.
Mens brystkræft er klart den hyppigste kræftform hos kvinder generelt, er lungekræft den hyppigste kræftform hos kvinder med hjerneblodpropper. Hos mænd i baggrundsbefolkningen er prostatakræft hyppigst og dobbelt så hyppig som lungekræft, men hos mænd med blodprop er lungekræft og prostatakræft lige hyppige som førende kræftform hos mænd.
Patienter med hjerneblodpropper som ryger har markant højere risiko for lungekræft end baggrundsbefolkningen, forklarer reservelæge Alejandro Babore. Foto: Privat
Meget høj risiko hos aktive rygere
En anden af projektets to førsteforfattere er reservelæge Alejandro Babore. Blandt de nye resultater fokuserer han specielt på lungekræft hos patienter med blodprop.
- Deres risiko for lungekræft viser sig at være fordoblet i forhold til baggrundsbefolkningen, men risikoen er chokerende høj, når blodproppatienterne er aktive rygere. Af dem fik 1 ud af 105 konstateret lungekræft i året efter blodproppen; hvis blodproppatienterne derimod var ikkerygere, var det kun 1 ud af 725. Med andre ord, en syvdobling af risikoen for lungekræft, hvis man ryger dagligt, siger han, og fortsætter:
- Vores undersøgelse er endnu en bekræftelse på rygningens voldsomme skadevirkninger. Rygere pådrager sig på samme tid både risiko for blodprop i hjernen og kræft, ikke mindst lungekræft - to sygdomme som er potentielt dødelige, og som kan være årsag til livslang invaliditet hos dem, der overlever, siger han.
Rygernes syvdoblede risiko for lungekræft har nu givet forskerne anledning til at foreslå, at man begynder at overveje, at hospitalerne rutinemæssigt foretager lungescanning af alle rygere med hjerneblodpropper. I USA er screening for lungekræft hos storrygere allerede en realitet, og lignende initiativer er nu også på vej i Europa.
Kræftens Bekæmpelses sider om røg og rygning indeholder blandt andet fakta og gode råd
De nye resultater er offentliggjort i to videnskabelige artikler:
Anne Julie Tybjerg, Alejandro Daniel Babore, Tom Skyhøj Olsen, Klaus Kaae Andersen. Types of occult cancer in stroke and the relation to smoking. Acta Neurolgica Scandinavica. 2020; 00:1–7. DOI: 10.1111/ane.13299
Alejandro Daniel Babore, Anne Julie Tybjerg, Klaus Kaae Andersen, Tom Skyhøj Olsen. Occult lung cancer manifesting within the first year after stroke. Journal of Stroke and Cerebrovascular Diseases, Vol. 29, 2020: 105023. https://doi.org/10.1016/j.jstrokecerebrovasdis.2020.105023
Sidst ændret: 24.08.2020
Af Mette Vinter Weber
Indtast dine oplysninger og tilmeld dig nyhedsbrevet:
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17