Facebook
Twitter
LinkedInKun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Per får behandlet kræft med kalk og strøm
Læge Mille Vissing undersøger det område, hvor hun har behandlet Per med kalk og strøm. Det er stadig ømt og hårdt, men kræftknuderne i huden er blevet mindre.k.
’Nå, Per – skal vi kigge på det?’. Per har taget elevatoren ned i kælderen på Næstved Sygehus. I dag er det 2 måneder siden, han fik behandling for metastaser i huden med en kombination af kalk og strøm, og det er tid til kontrol hos læge Mille Vissing.
Per tager sin T-shirt af, og løfter armen. I siden over ribbenene kan man se en sårskorpe på omkring 3 cm. Området omkring er lidt rødt.
- Jeg føler, det er blevet mindre. Men det er stadig ømt, når jeg strækker armen ud. Og jeg kan ikke få lagt mig rigtigt, når jeg skal sove. Ikke på den side i hvert fald, forklarer Per, da Mille spørger, hvordan det går.
Hun trykker på området omkring såret. Med en tusch tegner hun cirkler rund om de fire steder, kræftknuderne har siddet, og måler størrelsen af områderne med en lineal. Hun tager også billeder. På den måde kan hun holde øje med, hvordan behandlingen virker.
Man håber jo det bedste. Lige meget hvad, så håber man jo. Ja, jeg kan jo ikke blive rask, for lungekræft er jo noget forfærdeligt noget… men jeg kan håbe, jeg får det bedre
Per Andreasen
I lokalbedøvelse bliver flydende kalk sprøjtet ind i vævet. Så stikker lægen et lille apparat med nåle ned i knuden og sender en 100 mikrosekunder lang elektrisk impuls ind i området. Strømmen får cellernes membran – skallen – til at åbne sig, så kalken strømmer ind i cellen. Kræftceller kan ikke tåle kalk og dør.
Danske forskere har med støtte fra Knæk Cancer afprøvet metoden siden 2014 og er blandt de førende i verden inden for området. Per er en af de patienter, der er med i det forsøg, der skal gøre lægerne klogere på, hvordan kalk og strøm påvirker kræftceller.
Læs mere om forskningen:
Kalk og strøm slår kræftceller ihjel
Magter ikke turen til spisestuen
2 år tidligere er Per på vej op ad vulkanen Vesuv i Italien med sin svoger. De er kørt i bus, men det sidste stykke op ad den 1.200 meter høje vulkan foregår til fods.
- Jeg kunne dårlig nok trække vejret. Luften er meget tynd deroppe, men jeg plejer ikke at have problemer med sådan noget. Vi tog nogle hvil, men det blev det ikke bedre af. Da vi kom ned, fik jeg den luft, jeg skulle have, og så var der ikke mere på den ferietur, mindes Per.
Lægen tegner og måler på Per for at se, om knuderne er blevet mindre.
Han spekulerer ikke mere over oplevelsen, før han kommer hjem og starter på arbejde igen. Det trykker over brystet. Til sidst kan han ikke gå de få meter fra soveværelset ind til spisestuen.
- Den var helt gal. Jeg kunne hverken det ene eller det andet. Jeg blev endda nødt til at blive hjemme fra arbejde, husker Per, der ikke har haft mange sygedage, siden han som 15-årig begyndte at arbejde som blikkenslager.
Han bliver sendt til røntgen på Næstved Sygehus og bliver med det samme sendt op på lungemedicinsk klinik, hvor han får tømt sin lunge for 5 liter væske.
Det hjælper på vejrtrækningen, men lægen vil vide, hvorfor Per har fået væske i lungerne, og tager en biopsi af lungevævet. Efter et par dage ringer han til Per:
- Jeg kan lige så godt sige det, som det er – du har lungekræft.
Folk syntes ikke, jeg var rigtig klog
Per bliver sat i behandling med immun- og kemoterapi. ’Du taber ikke håret, men kan godt risikere at få det dårligt,’ får han at vide. Og det gør han.
Sådan ser apparatet ud, der sender elektriske impulser ind i vævet. Strømmen åbner cellerne, så kalken kan strømme ind og dræbe kræftcellerne.
- Jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Du vil sove, du vil kaste op, du vil på toilettet, men du kan bare ikke. Du vil ikke spise noget eller være sammen med nogen. De første 2 dage efter kemo kan du bare rive ud af kalenderen, fortæller Per.
Efter seks gange kemo bliver hans lunge scannet. Nu skal det vise sig, om behandlingen har virket. Det har den - kræften står stille. Men lungen er ødelagt – kun den øverste del fungerer.
Per vil tilbage på arbejde. Han hader at gå hjemme. Så i december 2019 begynder han at arbejde igen.
- Folk syntes jo ikke, jeg var rigtig klog, at jeg skulle på arbejde, når jeg havde kræft. Men hvis jeg går hjemme og spekulerer over, at jeg er syg og dårlig, så bliver jeg syg. Jeg er træt, når jeg kommer hjem, men det er den naturlige træthed, når man står op kl. 4, fortæller Per
Et halvt år efter mærker han nogle buler under venstre arm.
Mille Vissing viser Per billeder af knuderne før og efter behandlingen.
Skånsom og nem behandling
Da Lægen tog en biopsi af Pers lunge skete det uheldige og meget sjældne, at nogle kræftceller kom med ud og dannede knuder i underhuden der, hvor biopsinålen blev stukket ind. Metastaserne kan med tiden vokse gennem huden og danne kræftsår, der normalt behandles med f.eks. stråler eller elektrokemoterapi.
Modsat de traditionelle behandlinger, er behandling med kalk mere skånsom og har færre bivirkninger. Så da Per får tilbudt at deltage i forsøget med calcium elektroporation, siger han ja. Han vil gerne slippe for alt, der har med kemo at gøre.
- Da Mille fortalte om behandlingen, kiggede jeg først på hende og tænkte: Det er noget fis, det der. Men man finder jo på så meget nyt i dag. Så hvorfor ikke prøve, hvis det ikke er noget, man bliver syg og dårlig af, siger Per.
Det eneste, du kan mærke, er muskel-sammentrækninger, når strømmen kommer. Det går ud i arme og ben – der måtte to læger til at holde på mine ben, sådan spjættede de
Per Andreasen
Omkring 30 gange stikker Mille nålene ned forskellige steder i området under Pers arm og sender strøm ind i cellerne. Nogle steder skal nålene kun et lille stykke ind, andre steder op til 3 cm. ind i knuden. Behandlingen bliver givet én gang.
- Det eneste, du kan mærke, er muskelsammentrækninger, når strømmen kommer. Det går ud i arme og ben – der måtte to læger til at holde på mine ben, sådan spjættede de, griner Per og fortsætter:
- Det er jo klart, når du går ind og rammer nerverne med sådan en sjover.
Resultaterne fra forsøget med calcium elektroporation er lovende, og forskerne håber snart at få mulighed for at bruge metoden på endnu flere patienter og finde ud af mere om, hvordan behandlingen virker.
Det ser ud til, at metoden i nogle tilfælde kan aktivere kroppens immunsystem, så den bliver bedre til at bekæmpe kræftceller – også andre steder i kroppen end der, hvor behandlingen gives. Det kan betyde helt nye muligheder for fremtidens kræftbehandling.
Håber det bedste
I kælderen på Næstved Sygehus tager Per sin T-shirt på igen. ’Tager du stadig Panodil,’ spørger Mille. Jo, men kun morgen og aften, fortæller Per.
Der er fart på, når hønsehunden Ricko slår sig løs. Per må ind imellem skrue lidt ned for tempoet, ellers lever han og kæresten Pia som før sygdommen.
- Man håber jo det bedste. Lige meget hvad, så håber man jo. Ja, jeg kan jo ikke blive rask, for lungekræft er jo noget forfærdeligt noget… men jeg kan håbe, jeg får det bedre, siger Per.
Per bruger nu ikke meget tid på at tænke over, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Han har en hverdag, han skal passe. Han står tidligt op og kører på arbejde, og når han har fri, går han tur med sin tyske ruhårede hønsehund, Ricko, eller passer sine børnebørn på 2 og 4 år.
- Jeg ved godt, at jeg ikke altid kan følge med børnebørnene – eller hunden. Så må man indrette livet efter det. Ellers lever jeg, som jeg hele tiden har gjort. Altså bortset fra, at jeg ikke får lavet så meget i haven mere, hvis man spørger min kæreste.
Efterskrift
Efter denne artikel er skrevet, viser det sig, at ikke alle knuder er forsvundet, og Per får strålebehandling af matastasterne.
Det giver bivirkninger - blandt andet har Per svært ved at spise. Han går dog stadig på arbejde og føler, det går fremad.