Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Beslutningshjælperen består af nogle kort, der viser fordele og ulemper ved en undersøgelse eller behandling, og som kan støtte dialogen mellem patient og sundhedspersonale, når der skal træffes en beslutning.
Ønsker du at benytte dig af tilbuddet om strålebehandling efter din brystkræftoperation, eller vil du hellere være fri? Det kan meget vel blive et spørgsmål, som en gruppe kvinder med lav risiko for tilbagefald af brystkræft i fremtiden skal forholde sig til.
En ny undersøgelse viser, at disse kvinder føler sig godt inddraget, hvis lægen bruger en særlig Beslutningshjælper til at beskrive fordele og ulemper ved behandlingen og inviterer dem med i beslutningstagningen om strålebehandling eller ej.
- Mange kræftpatienter siger, at de oplever kræftbehandlingen som at stige ombord på et tog, der bare drøner afsted. Men mennesker er forskellige og har forskellige holdninger og præferencer, og vi skal som læger se på det enkelte menneske, og hvad hun eller han ønsker sig, siger læge ph.d. Stine Rauff Søndergaard.
Hun står bag den nye undersøgelse og har netop fremlagt resultaterne ved den europæiske strålekonference ESTRO.
Vi skal som læger se på det enkelte menneske, og hvad hun eller han ønsker sig, siger læge ph.d. Stine Rauff Søndergaard. Privatfoto
Undersøgelsen omfatter 678 kvinder, der i gennemsnit var 60 år, da de fik brystkræft. De havde en lille kræftsvulst, som blev fjernet ved en brystbevarende operation, og kræften havde ikke spredt sig til lymfeknuderne i armhulen.
I dag bliver disse kvinder som standardbehandling anbefalet 15 strålebehandlinger for at forebygge, at kræften vender tilbage.
Men spørgsmålet er, om de ønsker det, da deres risiko for tilbagefald er lav, forklarer Stine Rauff Søndergaard.
- Ifølge statistikken har de fleste af kvinderne i undersøgelsen en risiko på cirka fire pct. for, at kræften vender tilbage, hvis de ikke får strålebehandling. Hvis de får strålebehandling, falder deres risiko for tilbagefald til én pct. Der er ingen forskel på overlevelsen, fordi de kvinder, der får tilbagefald, kan behandles med et godt resultat, forklarer Stine Rauff Søndergaard.
Selv om moderne strålebehandling er god og sikker, vil der altid være en risiko for bivirkninger.
Disse oplysninger fremgår af beslutningshjælperen, som lægen kan bruge til at forklare kvinderne om fordele og ulemper, så patienten og lægen kan træffe beslutningen sammen.
- Beslutningshjælperen stiller fordele og ulemper op på en enkel og visuel måde. Den sikrer, at læge og patient kommer hele vejen rundt, og støtter kommunikationen mellem patienten og lægen, forklarer Stine Rauff Søndergaard.
Kun få af kvinderne i undersøgelsen fravalgte strålebehandling. De kvinder, der var blevet præsenteret for Beslutningshjælperen, følte sig mere inddraget i - og mindre i tvivl om beslutningen.
Kilde: Læge og forsker Stine Rauff Søndergaard
Sidst ændret: 16.05.2023
Af Marianne Vestergaard
Indtast dine oplysninger og tilmeld dig nyhedsbrevet:
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17