Gå til sygdomsliste

Tidligt tandlægebesøg kan forebygge død kæbe

20-06-2019
Nogle typer medicin til kræftpatienter kan have en ubehagelig bivirkning, nemlig sygdommen osteonekrose – også kaldet ’død kæbe’. Derfor er det vigtigt at få tjekket tænder og proteser, inden behandlingen går i gang.
Morten Schiødt

Morten Schiødt er overtandlæge og kæbekirurg på Rigshospitalet og en af landets førende eksperter i død kæbe. Foto: Tomas Bertelsen

I 1800-tallet så læger noget uforklarligt hos arbejdere på tændstikfabrikker. Deres tandkød begyndte at forsvinde, så dele af kæbens knogle til sidst lå blottet. Knoglen var død, og tandkødet kom ikke igen. Årsagen viste sig at være det kemiske stof fosfor, som dengang blev brugt i svovlet på tændstikker. Dengang kaldte man sygdommen ”Phossy jaw” – fosforkæbe. I dag kendes den som ”død kæbe”.  I 1912 blev brugen af fosfor i tændstikker forbudt og de ”døde kæber” forsvandt.

I 2003 beskrev en amerikansk forsker 119 tilfælde af en sygdom, som til forveksling lignede sygdommen fra 1800-tallet. Denne gang var patienterne behandlet med lægemidlet bisfosfonat. Det indeholder en variant af fosfor, og det bliver brugt som knoglestyrkende medicin mod blandt andet knogleskørhed og til kræftpatienter, hvor sygdommen har spredt sig til knoglerne. 

Virksomme lægemidler
I 2004 blev den første danske patient med død kæbe behandlet, og i dag er der alene i Region Hovedstaden langt over 400 patienter med sygdommen og hvert år kommer omkring 70 nye patienter til alene på Rigshospitalet. Et tal, der formentlig vil stige i de kommende år.

– De midler, der øger risikoen for død kæbe, er samtidig til stor gavn i behandlingen af en række kræftsygdomme og på verdensplan har der derfor siden 2003 nærmest været en epidemi indenfor død kæbe. Den gode nyhed er, at vi i samme tidsrum har fået stor viden om, hvordan man kan forebygge og behandle lidelsen, siger Morten Schiødt. Han er overtandlæge, dr.odont. og kæbekirurg på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik på Rigshospitalet, og er en af landets førende eksperter i død kæbe. Morten Schiødt er en del af et internationalt forskerteam der arbejder med sygdommen. 

Tre risikofaktorer
Medicin, der bliver brugt i kræftbehandling, og som øger risikoen for død kæbe, er enten knoglestyrkende medicin eller kemoterapi. Når død kæbe opstår skyldes det et kompliceret samspil mellem den knoglestyrkende medicin, at mundens bakterier har adgang til kæben gennem et sår, infektion, nedsat ombygning af knoglen og nedsat blodforsyning, som gør det vanskeligt for sår at hele. Men medicinen alene er sjældent nok til at give død kæbe.

– Der skal være tre ting til stede; et sår, betændelse og at mundens bakterier har adgang til kæbeknoglen gennem såret, forklarer Morten Schiødt. Og der skal meget lidt til, hos en patient førte et sår fra en pizzaskorpe til død kæbe. Typisk opstår sygdommen imidlertid, hvis man får trukket en tand ud. Hos raske mennesker heler såret af sig selv. Men for patienter, der får de bestemte typer af medicin, udvikler hullet efter tanden sig ofte til død kæbe, som spreder sig til nabotænderne og andre dele af kæben. Derfor er det vigtigt, at patienterne får et grundigt tandeftersyn, inden de starter på de disse særlige former for medicin.

– Det gælder både, hvis man har dårlige tænder, der bør trækkes ud, eller for at få efterset proteser. Hvis man har protese, skal man sikre, at de ikke gnaver eller giver sår, siger Morten Schiødt. 

Store fremskridt
I dag er vi kommet langt, i forhold til at kunne behandle død kæbe. Faktisk har Morten Schiødt og hans kolleger vist, at man ofte kan undgå lidelsen selv om man får trukket en tand ud, mens man er i behandling med de særlige former for medicin. Et forsøg med 144 patienter, som skulle have trukket en dårlig tand ud, viste, at hvis man syede hullet efter tanden sammen, kom 140, altså 97 pct. af patienterne gennem behandlingen uden at få død kæbe.

Hvis død kæbe først er opstået, skal der en operation til, hvor kæbekirurger fjerner den del af kæben, som er død. Hvis hele kæben skal væk, kan den i nogle tilfælde erstattes med en muskel fra tindingen, så munden bliver hel og pæn. I andre tilfælde kan man bevare en stribe af kæben, som man kan forstærke med en skinne specielt fremstillet til hver enkelt patient.  

– Der er sket meget indenfor få år, men den største gevinst ligger stadig i at forebygge lidelsen ved at få undersøgt tænderne – og eventuelt få trukket dårlige tænder ud – inden man starter den medicinske behandling. På den måde kan to tredjedele af tilfældene af død kæbe formentlig undgås, siger Morten Schiødt. 

Tandlægen gav rejemad
Fordi gevinsten ved forebyggelse er stor, forsker man ihærdigt i både forebyggelse og behandling og Morten Schiødt har samarbejde med nationale og internationale forskerkolleger. Rigshospitalet står i spidsen for en undersøgelse af om man kan genskabe patienternes tyggefunktion, ved at indsætte implantater i kæben hos dem, der har mistet tænder og dele af kæben.

– Vores mål er at forbedre livskvaliteten for patienterne både socialt og fysisk, og undgå at de taber sig og derved sikre at patienterne bedre kan imødegå kræftsygdommen, siger Morten Schiødt.

Han slutter med en solstrålehistorie om en kræftpatient, som i et år havde levet af blendet mad på grund af følgerne af død kæbe. Han blev opereret og fik indsat implantater og tænder, så han atter kunne tygge sin mad. Da kæben var helet op, og patienten var til afsluttende kontrol, gik Morten Schiødt ned i Rigshospitalets kantine og købte et stykke smørrebrød:

– Jeg tror aldrig, jeg har set nogen nyde en rejemad så meget, siger Morten Schiødt med et stort smil.     

Læs mere om 'død kæbe'

Kæben kan tage skade af langvarig behandling med knoglestyrkende medicin

Hvilke midler kan føre til død kæbe?

Hos kræftpatienter er det de knoglestyrkende midler bisfosfonat og denosumab samt kemoterapi af typen tyrosin kinase hæmmere. Bisfosfonater er blandt andet zolendronsyre (Zometa®) eller pamidronat (Aredia ®). Denosumab er blandt andet XGEVA®, mens tyrosin kinase hæmmere blandt andet er sunitinib (Sutent®), bevacizumab (Avastin®) eller gefitinib (Iressa®).

Hvem skal betale?

Risikoen for at udvikle død kæbe afhænger både af den dosis medicin, man får, og hvor længe man får det. Der skal typisk flere års brug til, før der er risiko for død kæbe. Patienter, der er i højrisikogruppen, skal henvises til forundersøgelse på en af landets kæbekirurgiske klinikker, mens patienter i lavrisikogruppen kan blive behandlet eller blot observeret hos deres egen tandlæge.

På en kæbekirurgisk hospitalsklinik, er det staten, der betaler. Men patienter, der behandles hos en privatpraktiserende tandlæge, skal selv betale. Sundhedsstyrelsen har nedsat en taskforce, som skal udarbejde retningslinjer for forebyggelse og behandling og belyse hvilken økonomisk støtte, kræftpatienter kan få. Her deltager blandt andre Morten Schiødt og Kræftens Bekæmpelse.