Bliv frivillig i ’Gå sammen i naturen’
‘Gå sammen i naturen’ er en indsats, der har til formål at inspirere endnu flere til at komme ud i naturen og gå ture i fællesskab med andre. Fysisk aktivitet og bevægelse er med til at forebygge kræft og kan fremme processen med at komme ovenpå igen efter et kræftforløb. Vi etablerer derfor gåfællesskaber i samarbejde med frivillige gåværter. Gåturene er for alle og bliver tilpasset deltagerne på de enkelte gåhold.
Hvad skal jeg lave?
Som frivillig gåvært har du mulighed for at starte dit eget ’Gå sammen i naturen’ gåfællesskab. Det kræver ingen særlige forudsætninger for at blive gåvært. Det vigtigste er, at du har lyst til at skabe et fællesskab for alle, at gå ture på regelmæssig basis og at du brænder for at gøre noget godt for andre og dig selv.
Som gåvært får du ansvaret for dit eget gåfællesskab. Du bestemmer selv, hvordan dit hold skal formes herunder ruter, terræn, aktiviteter, længde og tempo. Det vigtigste i rollen som gåvært er at tage venligt imod folk og få alle til at føle sig godt tilpas og trygge i fællesskabet. Udover det skal du planlægge gåture, hvor alle føler de kan være med, hvis de har lyst.
Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig kan du være med til at gøre en forskel for kræftpatienter og pårørende, samtidig med at du selv får bevæget dig i naturen i fællesskab med andre. I gåværtsuddannelsen får du viden om, hvordan du arrangerer en god gåtur, finder deltagere til dit gåhold og skaber et trygt fællesskab. Du bliver også klædt på med redskaber og samtalekort, der kan hjælpe deltagerne med at snakke sammen på kryds og tværs.
Hvor lang tid tager det?
Gåturenes hyppighed og varighed bestemmes af dig, og hver gåtur kan vare alt fra en time til tre timer. Det afhænger helt af, hvad du har tid og overskud til.
Videokurset varer ca. 30 minutter, og du kan se det når det passer dig.
Læs mere om `Gå sammen i naturen`
Bliv kontaktet om at blive frivillig
Klik på linket og udfyld formularen. Så kontakter vi dig om at blive frivillig. Eller du kan ringe til os mandag-fredag kl. 9-15 på 35 25 75 03.