Bliv frivillig for en patientstøtteaktivitet
Kræftens Bekæmpelses lokale patientstøtteaktiviteter omfatter en bred vifte af sociale fællesskaber uden for kræftrådgivningerne. Fælles for dem er, at de er tilbud til mennesker berørt af kræft, som ønsker at indgå i et fællesskab eller en gruppe, hvor man er sammen om meningsfulde aktiviteter.
Hvad skal jeg lave?
Som frivillig for en lokal patientstøtteaktivitet er din opgave at arrangere, hvor og hvornår aktiviteten finder sted. Du understøtter fællesskabet og sørger for, at de praktiske rammer er i orden. Du er desuden ansvarlig for at lave program for aktiviteten fra gang til gang. Alt efter, hvilken aktivitet, der er tale om, kan det f.eks. være foredrag, fællessang eller gå-ture.
Hvad får jeg ud af det?
Som frivillig for en lokal patientstøtteaktivitet har du muligheden for at gøre en forskel for kræftpatienter, pårørende eller efterlevende i dit lokalområde. Du er med til at opbygge et trygt fællesskab, hvor mennesker berørt af kræft kan støtte og hjælpe hinanden og dele sine erfaringer med andre i en lignende situation. Du får også selv et netværk i dit lokalområde.
Hvor lang tid tager det?
Timeantallet afhænger af, hvor ofte du vil afholde aktiviteten. For hver mødegang, skal du regne med at bruge den tid aktiviteten varer - en eftermiddag eller en aften - og tid på at få de praktiske detaljer på plads. Ofte vil I være flere frivillige om opgaven, og I får råd og støtte af jeres områdekonsulent.
Eksempler på lokale patientstøtteaktiviteter
Find din lokalforening og hør mere
Vil du være med til at skabe fællesskab for mennesker berørt af kræft i dit lokalområde? Har du en idé til en aktivitet – eller er du nysgerrig på at høre mere? Find din lokalforening og se, hvilke muligheder der er i dit område.