Spring navigation over

Kræftrådgivningen i København søger ny værtsfrivillig

Har du lyst til at tage imod husets brugere, vise dem til rette og få dem til at føle sig velkomne.

Om jobbet

Arbejdsstedet er Kræftrådgivningen, Center for Kræft og Sundhed København, Nørre allé 45, 2200 København N.

Åbningstiderne er: mandag - torsdag kl. 10.00 - 16.00 og fredag kl. 10.00 - 13.00

Vi mangler lige nu 2 frivillige, som kan gå ind i gruppen af værtsfrivillige om mandagen fra 10-13, samt om torsdagen fra kl.13-16. Som frivillig har man en fast formiddag eller en eftermiddag om ugen.

Opgaverne består i sammen med den ansatte centermodtager:

  • At tage imod brugere, som kan være både til Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning og til Københavns kommunes rehabilitering.
  • At vise brugere til rette og få dem til at føle sig velkomne
  • At kunne vurdere brugeres behov for rådgivning via korte samtaler
  • At formidle kontakt til den professionelle rådgiver i den åbne rådgivning
  • At have overblik over brugernes aftaler i centret
  • At sætte frugt frem, rydde op og sørge for en hyggelig og indbydende stemning i caféen
  • At smalltalke med brugerne i caféen

Om dig

For at trives med opgaven, er det vigtigt, at du er den, der skaber kontakten og også kan mærke, når brugeren helst vil sidde i fred. Du skal også kunne vurdere, om brugeren har behov for at tale med en af de ansatte og formidle denne kontakt.

Som værtsfrivillig arbejder man både alene og sammen med ansat/ en anden frivillig. Der vil løbende være kontakt til den ansatte som har rådgivervagten.

Oplæring og information

Gruppen af værtsfrivillige holder et fast møde den første tirsdag i måneden kl. 10.30 - 12.00. Her gives informationer, der tales om arbejdet og der vil ind imellem være oplæg fra fagpersoner. Det er derfor en betingelse, at du også kan deltage i disse møder.

Som frivillig kommer du på et 2 dages patientstøttekursus, og der finder naturligvis oplæring sted.

Ansøg her for at blive værtsfrivillig i Kræftrådgivningen i København