For Micki var mødet med de mange frivillige en øjenåbner. Han har hilst på frivillige, der arbejder med lokalpolitik, arrangerer events, står i genbrugsbutik, eller som tilbyder gratis rådgivning og støtte til patienter, pårørende og efterladte i mere end 40 steder landet over.
- Jeg er oprigtigt vildt overrasket over, at man kan være frivillig på så mange forskellige måder. Mange tror sikkert – ligesom jeg selv gjorde – at hvis du ikke kan være med til at finde kuren mod kræft, så kan du ikke bidrage med noget. Men det er jo slet ikke rigtigt. Når du sorterer tøj et par timer i en genbrugsbutik, er du allerede med til at gøre en forskel, siger han.
En af de store udfordringer i forbindelse med at hverve nye frivillige er, at mange ofte er bekymrede for, at frivilligt arbejde ikke passer ind i en travl hverdag. Den opfattelse vil Micki gerne være med til at rokke ved.
- Der er så mange muligheder, alt efter hvad du har lyst og tid til. Et par timer er nok. Så afsted til genbrugsbutikken med dig! Eller meld dig til at uddele saftevand ved næste Stafet for Livet, foreslår han.