Folk glæder sig til at komme på vagt
Kort tid efter at Per så annoncen, startede han som frivillig i Kræftens Bekæmpelses genbrugsbutik i Virum med en fast eftermiddagsvagt hver tirsdag, og han har kun positive ord til overs for butikken og de andre frivillige.
- Det har været meget, meget positivt at starte. De andre frivillige har været flinke til at sætte mig ind i arbejdsopgaverne og man bliver altid mødt af smil, fortæller Per begejstret og indskyder:
- Jeg tror oprigtigt på, at folk glæder sig til at komme på vagt og at mange også er her for at få noget socialt samvær.
Jeg er her for at redde liv
Med hus, have, kone, fire voksne børn og masser af børnebørn samt lidt badminton i fritiden, er det dog ikke Pers primære årsag til at være frivillig i butikken.
- Jeg er her for at redde folk. Før skulle jeg, i værste fald, slå mennesker ihjel. Nu skal jeg redde liv, siger Per, alt imens han peger op på et skilt, hvor der står hvad pengene går til og som er hans største motivation for at være frivillig for Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg frydes over at stå her ved kassen, og når jeg sælger tre strikkepinde til 10 kr., så ved jeg, at 6,30 kr. går til forskning, 1,10 kr. går til forebyggelse og oplysning, 2,20 kr. går til patientstøtte og pårørende og 0,40 kr. går til administration. Og når jeg tæller kassen op om aftenen, føler jeg virkelig, at jeg har gjort en forskel.