Ninne bliver genbrugsfrivillig
Da Ninne kom ned i genbrugsbutikken med sit tøj, tog hun atter en stor beslutning:
- Jeg blev mødt af en masse søde medarbejdere, og så tænkte jeg: det er da her, jeg skal være, når jeg går på pension, fortæller Ninne, som startede i butikken blot et par måneder efter, hun stoppede på arbejdsmarkedet.
Selv om Ninne allerede var godt i gang med udelukkende at købe brugt, så har det at arbejde i en genbrugsbutik forstærket hendes genbrugs-mindset yderligere.
- Der er jo så mange fine ting i butikken, og vi får hele tiden nye varer. Der bliver også doneret meget helt nyt tøj med mærker på – enten folks fejlkøb eller virksomhedsdonationer, så jeg kan lige så godt købe meget af mit tøj her, Det har faktisk ikke været så svært for mig kun at købe brugt. Sidste år købte jeg også alle mine julegaver brugte, siger Ninne og tilføjer:
- Selv om jeg havde en målsætning om, at det kun skulle vare i et år, så er der faktisk gået halvandet år nu, hvor jeg ikke har købt noget nyt tøj. Det er jeg lidt stolt af. Nu tror jeg bare, at jeg fortsætter med det.
Jeg har aldrig haft så mange penge, som jeg har nu
For Ninne føles det helt rigtigt at gøre sit til, at stoppe forbrugsræset og gå all-in på genbrug. Og at hun ikke bruger store summer på nyt tøj, ses også på bankkontoen.
- Jeg har faktisk aldrig haft så mange penge, som jeg har nu på trods af, at jeg er gået på pension Så ved jeg godt, at nogle siger: ”nej, men så bruger man bare pengene på noget andet”. Det har jeg ikke gjort, slår Ninne fast.
Om Kræftens Bekæmpelse Genbrug
Kræftens Bekæmpelse Genbrug har i dag 16 butikker i hele landet. Vores genbrugsbutikker er en vigtig strategisk prioritet for Kræftens Bekæmpelse, dels fordi overskuddet bidrager til vores hovedformål, og dels fordi vi aktivt deltager i udviklingen hen imod et mere bæredygtigt samfund.
Har du lyst til at blive frivillig som Ninne eller mod på kun at købe genbrug i et år?
Kontakt distriktschef Lars Jessen på larsj@cancer.dk eller 28 12 07 00
FAKTA Danskerne er vilde med genbrug.
Begejstringen for genbrug har aldrig nogensinde har været større. Kaster man et blik i Genbrugsindekset fra 2024 vil man nemlig kunne se, at 80 pct. af den danske befolkning har købt og/eller solgt genbrug indenfor det seneste år, mens det til sammenligning kun var 60 pct. tilbage i 2016.
Ikke overraskende er det fortsat den yngre generation, som er Danmarksmestre i genbrug, mens de ældre generationer fortsat halter bagud og havner på en sidsteplads. Og særligt når det gælder brugt tøj, som primært er det, vi køber brugt!
I følge Genbrugsindekset fra 2024 er det nemlig kun 35 pct. af seniorerne, som har fået sig selv til at købe brugt tøj inden for det seneste år, hvorimod over 70 pct. af de 16-30-årige har shoppet second-hand tøj.