Spring navigation over

Frivillige baner vejen: Vælgermøde om senfølger inspirerer til lokal handling

Politikerne var mødt talstærkt op til debat i Brohuset i Ishøj, der dannede rammerne om vælgermødet. Frivillige fra Regionsudvalget i Hovedstaden og flere lokalforeninger i Kræftens Bekæmpelse havde taget initiativet til mødet, der var velbesøgt.

Politikere i panelet til vælgermøde

Debatlysten var stor både blandt publikum og de deltagende politikere, da over 50 tilmeldte mødte op torsdag den 25.09 til vælgermøde i Region Hovedstaden. Her stod frivillige kræfter sammen med områdekontoret bag et arrangement, der satte fokus på livet efter kræft – og på behovet for borgernær hjælp.

Personlige historier skaber forståelse
Pia Brostrøm, formand for lokalforeningen i Ishøj, åbnede mødet med sin egen historie. Efter at have fået konstateret brystkræft i 2023 og gennemgået et kursusforløb på kræftplatformen, oplevede hun, hvor meget støtte og viden kan betyde. Men hun kæmper stadig med senfølger som træthed og hukommelsesbesvær, og hun understregede, hvor vigtigt det er, at hjælpen er tæt på – både fysisk og menneskeligt:

 - Noget mere borgernært hjælp ville have været godt, for når man er syg og ikke har bil, så er der langt til Herlev hospital og man er træt og har ondt. Det ville være godt, hvis der var en person i kommunen tæt på en, der var uddannet i senfølger efter kræft, så man ikke skulle så langt, sagde Pia.

Pia Brostrøm blev interviewet af konsulent i Kræftens Bekæmpelse, Lone Holm, der står til venstre i billedet.

Det er vigtigt at påvirke politikerne lokalt
Bag vælgermødet stod et samarbejde mellem Regionsudvalget Hovedstaden, flere lokalforeninger og områdekontoret i Hovedstaden. Marianne Karstensen, formand for Kræftens Bekæmpelses Regionsudvalg i Region Hovedstaden, der er en af arrangørerne bag vælgermødet, fortæller:

 - Vi fandt ud af, at vi gerne ville gøre en indsats sammen med lokalforeningerne, fordi senfølger jo er et af vores fælles fokusområder. Det er vigtigt at påvirke på flest mulige områder, og det her er en super måde at påvirke politikerne – både de kommende regionspolitikere og kommunalpolitikere – for at få dem til at tage initiativer, der støtter kræftpatienterne med senfølger.

Hun understreger, at der er masser af hjælp at hente til planlægning og afvikling af sådan et arrangement, selvom det til at starte med kan virke uoverskueligt at stable et vælgermøde på benene:

 - Man sætter sig bare ned og snakker spørgsmålene igennem et ad gangen. Ansatte på områdekontoret havde nogle idéer, og der er masser af hjælp at hente.

Marianne Karstensen på talerstolen

Samarbejde og vidensdeling er vejen frem
På mødet blev det tydeligt, at der er stor forskel på, hvad kommunerne tilbyder patienter med senfølger. Politikerne pegede på behovet for mere ensartede tilbud og tættere samarbejde mellem regioner, kommuner og civilsamfundet. Flere fremhævede, at de frivillige kan være det kit, der får systemet til at hænge sammen, fordi frivillige ofte ved, hvad der rører sig og hvad der er behov for lokalt.

Opfordring: Tag initiativ – og gør en forskel
Vælgermødet viste, at frivillige kan sætte vigtige emner på dagsordenen og skabe dialog mellem patienter, pårørende og politikere. Har din lokalforening et emne, som I brænder for? Så overvej at samle lokale kræfter og tag initiativ til et lignende arrangement for som Marianne siger:

 - Jeg kan godt forstå, hvis det virker som en stor opgave, men man behøver ikke gøre det alene. Samarbejd med andre frivillige, brug områdekontorene – og tag det et skridt ad gangen.