Spring navigation over

Flot resultat til Lyserød Lørdag trods stormvejr

Frivillige samlede imponerende 4,8 mio. kr. ind til Lyserød Lørdag – på trods af regn og blæst, der tvang mange aktiviteter indenfor.

Selvom Danmark blev ramt af stormen Amy med vindstød af orkanstyrke og store mængder regn, lykkedes det alligevel frivillige, erhvervslivet og lokalforeninger i hele landet at samle imponerende beløb ind til Lyserød Lørdag og Støt Brysterne den 4. oktober.

Stormen blev den kraftigste i næsten to år og skabte udfordringer for mange af de planlagte udendørs aktiviteter på årets Lyserød Lørdag. Flere arrangementer måtte rykkes indenfor, udskydes til senere på dagen, eller i enkelte tilfælde aflyses.

I Køge blev den planlagte padelturnering eksempelvis flyttet ind i hallen ved siden af. Flere andre steder i landet rykkede frivillige fra Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger også ind i tørvejr på rådhuse, skoler og idrætshaller.

Imponerende resultat

På trods af vejret holdt de mange frivillige humøret højt og fandt kreative løsninger, så indsamlingen og Lyserød Lørdag kunne fortsætte.

Resultatet blev, at der trods storm og regn blev samlet rigtig mange penge ind – nemlig hele 4.808.006 kr.– et tydeligt bevis på, at fællesskab og engagement kan overvinde selv den kraftigste efterårsstorm.

Herfra skal lyse et stort tak til alle, der deltog, for at gøre Lyserød Lørdag til den bedste lyserøde dag på året – uden jer ville Lyserød Lørdag ikke eksistere.