Spring navigation over

Rekordmange lokalforeninger får i år tilskud fra ISOBRO

I år er der blevet slået en flot rekord. Alle 75 lokalforeninger, der har søgt ISOBRO's lokalforeningspulje, har fået tilskud. Det er det højeste antal nogensinde.

Foto: Kræftens Bekæmpelse

Den hidtidige rekord – som blev sat sidste år - lød på 68 lokalforeninger. Det vidner om et stærkt, lokalt engagement, at endnu flere har søgt puljen i år.

Proces og beløb

De lokalforeninger, som har fået tilskud, modtog t.o. et bevillingsbrev fra ISOBRO i sidste uge. Hver lokalforening modtager 5.622 inden udgangen af december 2025. Samlet set modtager Kræftens Bekæmpelse derfor 421.650 kr. fra årets pulje.

Afrapportering for tilskud udbetalt i december 2024

D. 15. januar er deadline for afrapportering af sidste års tilskud. I sidste uge havde ISOBRO modtaget 307 ud af 1.251 afrapporteringer.
 
De lokalforeninger, der endnu ikke har sendt deres afrapportering for sidste år, kan finde afrapporteringsskemaet her:

Afrapporteringsskema

Hvad kan man bruge midlerne til?

ISOBRO’s pulje stiller ikke krav om ’nyskabende aktivitet’, men understøtter og opmuntrer foreningerne til at styrke deres kerneaktivitet. 

Puljens midler kan søges til dækning af udgifter i forbindelse med aktiviteter, der har til formål bredt at støtte frivillige lokalforeninger samt at stimulere foreningslivet i de lokale afdelinger. 

Tilskudsberettigede aktiviteter er fx. aktiviteter, som støtter rekruttering og fastholdelse af frivillige, skiltning/annoncering af aktiviteter, sociale arrangementer med fokus på udvikling og fællesskabsstyrkelse af lokalforeningen, samarbejde mellem foreninger og opkvalificering af foreningens ledelse og aktivitetsansvarlige. Hvis man ikke når at bruge beløbet i løbet af 2026, betales beløbet tilbage til puljen, som medtages til fordeling det efterfølgende år.

Stort tillykke med midlerne til samtlige 75 lokalforeninger. Det er rigtig godt, at I søger puljen for på den måde at kunne gøre en forskel lokalt for kræftsagen. God fornøjelse med de mange spændende aktiviteter i 2026.