Solkampagnen har igen sendt vampyren Igor ud i sommervarmen
I en ny kampagne minder vampyren Igor igen danskerne om solbeskyttelse. Kampagnen kører på sociale medier frem til 20. juli.
Sidste år tog Solkampagnen nye metoder i brug for at minde danskerne om solbeskyttelse ved at hidkalde vampyren Igor og hans butler Boris. Det tog danskerne rigtig godt imod, så derfor fortsætter vi i vampyr-universet med dette års kampagne.
6 ud af 10 danskere bliver faktisk solskoldet, når turen går til de sydlige himmelstrøg på sommerferie. Uv-strålingen er nemlig meget stærkere end her i Danmark. Så der er fortsat grund til at gøre danskerne opmærksomme på solbeskyttelse – især på ferien sydpå. Det er derfor vores fokus for årets sommermediekampagne.
Udover tre nye film med Igor, kan du måske også genkende en af filmene fra sidste år. Og som altid kan du se meget mere om at beskytte dig mod solens uv-stråler på vores site
Kampagnen er målrettet voksne i alderen 35-55 år, og kører frem til den 20. juli på Solkampagnens Facebook og Instagram kanaler samt fra Kræftens Bekæmpelses YouTube.
Hold øje med Igor og Boris i lufthavnen
Skal du selv ud at flyve til sommer, så hold øje med vores ven Igor og hans butler Boris. Som noget nyt kører vi nemlig korte spots på en række digitale skærme i Københavns Lufthavn i uge 28 og 29, hvor rigtig mange danskere netop befinder sig, inden sommerferien går sydpå.
I denne periode kører vi også en enkelt af vores film på sociale medier kun målrettet personer, der befinder sig i lufthavnen, så de bliver eksponeret for vores budskaber på flere fronter – lige inden de rammer den stærke uv-stråling og solsengen.