Spring navigation over

Et ganske særligt motionshold: Jeg har fået et fristed

I 15 år har en gruppe kræftramte mænd mødtes for at dyrke motion. For nogle af dem har det været det eneste sted, de kunne tale om deres sygdom.

Motionsholdet for mænd blev etableret i 2011. I år fejrer de 15-års jubilæum.

I Hjørring findes et helt særligt motionshold. De mødes for at træne smidighed og balance. De bruger bolde og redskaber, og de laver vejrtrækningsøvelser. På den front er de ligesom mange andre motionister. 

Men når motionsholdet mødes i Sundhedscenteret i Hjørring er der kun mænd til stede. Og de har allesammen haft kræft.  

Mændene blev væk

Initiativtageren til mandeholdet er den pensionerede politimand Herman Søberg på 89. Han var i forvejen hjælpetræner i et fitnesscenter, da han for 15 år faldt i snak med en fra Kræftens Bekæmpelse, der opfordrede ham til at starte et hold for kræftramte mænd.

- Det var der brug for. For der var mange mænd, der egentlig gerne ville mødes og dyrke motion, men de blev væk fra de blandede hold, fortæller Herman.

Deltagerne på motionsholdet har mange forskellige former for kræft, men de har det til fælles, at de har stor gavn af træningen. 

Herman Søberg på 89 år er initiativtager til motionsholdet, der startede i oktober 2011.

En sodavand og en snak om sygdom

Men det sociale samvær bagefter fylder lige så meget, fortæller en af deltagerne, Jan Poulsen:

- Efter træningen sidder vi tit og får os en sodavand og snakker sammen. Vi taler om alt lige fra dagligdagsting til fodbold eller politik. Og så kommer vi selvfølgelig også ind på sygdom, siger Jan, der er 71 år.

I 2010 fik han konstateret prostatakræft, og da motionsholdet for mænd startede op året efter, meldte han sig til med det samme. 

- Jeg prioriterede det allerede dengang, også selvom jeg på det tidspunkt stadig arbejdede. Det var vigtigt for mig at møde andre ligesindede, siger han.

Jan Poulsen på 71 år har også været med fra starten og nyder at have sit fristed, som han kalder motionsholdet.

Kunne ikke tale med konen

Sådan er Jan langt fra alene om at have det. For lige siden gruppen startede op, har der været omkring 20-25 deltagere på holdet. Men ikke alle har haft lige nemt ved at åbne op om deres sygdom. 

Det fandt Jan ud af, da en af de andre deltageres kone en dag ringede til ham. Hun ville høre om han og de andre på holdet ikke kunne prøve at snakke med hendes mand om hans sygdomsforløb. For han havde ikke lyst til at tale med hende om det.

- Så fik vi taget hul på snakken. Og det var en rigtig god ting, for han endte med at blive meget åben om sin sygdom og også meget glad for gruppen. Så glad, at han kørte langt hver uge midt i sit sygdomsforløb for at være med. Det betød meget for ham at kunne dele det med andre, siger Jan. 

Samværet efter træningen er mindst lige så vigtig, og rundt om bordet bliver der vendt mange forskellige emner.

Et fristed for mænd

Nu kan gruppen fejre deres 15-årsjubilæum, og for Jan er et af årets højdepunkter stadig sæsonafslutningen. Her går dem, der har lyst, ud og spiser sammen. For det meste uden konerne.

- Vi holder det mand til mand, siger han. For de har skabt et særligt socialt rum sammen.

- Jeg har fået et fristed, hvor jeg kan være den, jeg er, og samtidig få rørt mig. Det betyder meget bare at være sammen og få nogle gode snakke med andre kræftramte mænd, siger Jan.

Hver tirsdag mellem kl. 16.00-17.00 mødes omkring 25 mænd til motion og samvær.