Spring navigation over

Kræftens Bekæmpelse lancerer egen solcreme

Som frivillig kan du gøre brug af solcremen under Solkampagnen. Samtidig går overskuddet fra salg af solcremen til kræftsagen.

Kræftens Bekæmpelses solcreme er Svanemærket, Asthma Allergy Nordic certificerede, dermatologisk testede og veganske og forhandles fra den 16. marts i Føtex, Bilka, Apopro.dk, Webapoteket.dk, Neye og Kræftens Bekæmpelses webshop. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Kræftens Bekæmpelse lancerer nu sin egen solcreme. Med en ny serie solbeskyttende produkter vil vi gøre det nemmere for danskerne at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler – og samtidig styrke forebyggelsen af hud- og modermærkekræft. Solcremen sælges via Kræftens Bekæmpelses webshop samt i udvalgte detailkæder fra den 16. marts.

- Solcreme er en af de vigtigste måder at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler. Med vores egen solcreme gør vi det lettere for forbrugerne at vælge en løsning af høj kvalitet, som lever op til kravene om effektiv beskyttelse mod hud- og modermærkekræft, siger Heidi Sahlholdt, Erhvervschef i Kræftens Bekæmpelse.

Overskuddet går til kræftsagen

Kræftens Bekæmpelse har i mange år arbejdet målrettet for at bremse udviklingen i hudkræft gennem indsatsen Solkampagnen. Overskuddet fra salget af solcreme skal gå til Kræftens Bekæmpelses samlede arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte, herunder at styrke den forebyggende indsats.

Inspirationen kommer blandt andet fra kræftforeningerne i Australien og New Zealand, som har gode erfaringer med at finansiere forebyggelse gennem salg af solbeskyttende produkter.

- Ved selv at stå for salget sikrer vi, at hele overskuddet går direkte tilbage til kræftsagen, samtidig med at vi tilbyder effektiv beskyttelse mod solens skadelige UV-stråler, siger Heidi Sahlholdt.

Sådan kan frivillige gøre brug af solcremen

Sideløbende med salg af solcremen, vil den også indgå i den frivilligt understøttede del af Solkampagnen. Her udbreder frivillige kendskabet til solbeskyttelse i børnehaver under Den lokale Soluge i maj samt ved at lave såkaldte ’Skyggestande’ på sommerens events og festivaler. 

I den forbindelse vil solcremen kunne bestilles via Frivilligshop forud for Den lokale Soluge og sommerens Skyggestande.

Siden solkampagnens start i 2007 er kendskabet til solbeskyttelse øget, og andelen af solariebrugere i Danmark faldet markant, bl.a. som følge af oplysning, undervisning og kampagner.

Find mere information om den nye solcreme her: cancer.dk/solcreme

Bliv frivillig i Solkampagnen

Solkampagnen har fokus på at nedbringe antallet af tilfælde af kræft i huden gennem oplysning om fornuftig soladfærd – bl.a. ved at lære danskerne om de tre solråd: Skygge, solhat og solcreme.