Spring navigation over

Kulde udenfor, varme indenfor: Frivillige samles på Frivilligtræf

Over 180 frivillige fra lokalforeninger og Stafet For Livet mødtes til Frivilligtræf 2026. Fra strategi på scenen til rørende patientstøttehistorier og hands‑on workshops.

Hotel Nyborg Strand dannede i år rammerne om Frivilligtræf
Hotel Nyborg Strand dannede i år rammerne om Frivilligtræf

Det er en bidende kold januardag, men på Hotel Nyborg Strand summer det af liv. Her er over 180 frivillige fra lokalforeningsbestyrelser og styregrupperne for Stafet For Livet nemlig samlet til Frivilligtræf for at dele viden, netværke og blive inspireret.

Kræftens Bekæmpelses frivilligchef, Maruska la Cour Mosegaard, byder velkommen, og snart har direktør Jesper Fisker og formand Helen Bernt Andersen for alvor taget hul på dagen med en snak om Kræftens Bekæmpelses strategi og vision.

Inden længe vil de mange frivillige strømme ud til workshops og foredrag, der handler om henholdsvis Stafet For Livet og lokalforeningsarbejdet. Men først fremhæver direktør og formand et udpluk af årets flotte frivilligresultater – lige fra politisk indflydelse til fundraising og støtte til kræftramte. For hvis der er noget, Frivilligtræf handler om, så er det at støtte og hylde hinanden.

Direktør Jesper Fisker og formand Helen Bernt Andersen fortalte blandt andet om flotte frivilligresultater i det forgangne år.

Fællesskab og inspiration

Et andet omdrejningspunkt for træffet er fællesskabet og de mange ting, man kan lære af hinanden.

Én af dem, der er særligt glad for at mødes og dele erfaringer med andre, er Manuel Kehrer, der er bestyrelsesmedlem på 4. år i Odense lokalforening. Han har valgt at deltage i en workshop om, hvordan lokalforeningerne kan skaffe indtægter til deres lokale arbejde.

- Jeg blev meget inspireret til, hvordan vi kan gøre endnu mere lokalt. Der var nogen, der fortalte, hvordan de havde lavet et loppemarked og en oplysningskampagne. Det er en lokal aktivitet, som man godt kunne lave i Odense også, fortæller Manuel.

En anden frivillig – Camilla Pabst – synes også, at det er interessant og inspirerende at møde andre frivillige og dele erfaringer. Hun er helt ny frivillig, og styregruppenæstformand i Vejen for Stafet For Livet.

- Jeg synes vidensdelingen er virkelig vigtigt, fordi man ellers gør det, man altid har gjort. Her på træffet bliver vi inspireret af hinanden, og man bliver sjældent dummere af at lære noget. Jeg har fået inspiration til nye aktiviteter, men også til hvordan vi kan se med nye øjne på de aktiviteter, vi allerede har, siger hun.

Ny frivillig lærer nyt

For Camilla har det i det hele taget været rart at få et bedre indblik i Kræftens Bekæmpelse, og det har hun haft mulighed for på Frivilligtræf. Den halvdel af programmet, der vedrører stafetterne, har nemlig fokus på Stafet For Livets vision og vækstplan.

- Fordi jeg er helt ny, så tænkte jeg, at det var en oplagt mulighed for at få et indblik i, hvordan vi gør tingene her i Kræftens Bekæmpelse. Som ny i foreningen er man jo lidt uvidende, og derfor er det godt at blive introduceret via træffet, fordi man så er fri for at stille dumme spørgsmål, siger Camilla, og tilføjer at hun har følt sig enormt godt taget imod som ny frivillig.

Historier der gør indtryk

For de frivillige fra lokalforeningerne, har deres halvdel af programmet i år fokus på det frivillige patientstøttearbejde, der foregår lokalt i hele landet. Og da de samles i salen efter frokost, bliver det da også tydeligt for alle, hvilken forskel netop dette arbejde gør.

Fra scenen kan de nemlig høre de rørende historier fra to kræftramte brugere af lokale frivilligdrevne patientstøttetilbud. Og de kan høre de to frivillige, der står bag tilbuddene, fortælle om arbejdet.

Vi gav ikke op

En af de frivillige er Jan Engel Andreasen fra Odense Lokalforening, der er frivilligleder for naturtrænere, der tilbyder motion og bevægelse i naturen. Han fortæller, at tilbuddet er blevet en stor succes:

- Fordi vi ikke gav op. Vi har været ude for, at en instruktør stod med blot to deltagere om vinteren. Men vi blev ved, og nu er det en succes. Det er en kæmpe glæde at se, hvordan der har udviklet sig flere venskaber blandt deltagerne, og der er endda kommet et kærestepar ud af træningen, fortæller Jan med et smil.

Jonna Nymann Pedersen er den anden frivillige på scenen. Hun er frivilligleder i Motion og Café i Randers, og fortæller, at man som frivillig føler sig meget værdsat for det arbejde, man gør – og det betyder meget for hende.

Den rørende og livbekræftende paneldebat fik store klapsalver. Fra venstre mod højre er det de to frivillige initiativtagere til patientstøtteaktiviteterne, Jonna Nymann Pedersen og Jan Engel Andreasen, moderator Didder Oppermann samt Preben Lauesen og Heidi Ohlsen, der begge har brugt de frivillige patientstøttetilbud.

Dybt rørende

At Jonnas arbejde i høj grad gør en forskel, er dog også tydeligt denne kolde januardag. For en af dem, der sætter pris på det, er Heidi Ohlsen, der er bruger af Motion og Café. Hun er også med på scenen.

 - Jeg synes det er dybt rørende, at der findes frivillige ildsjæle, der lægger så meget energi i tilbuddet. De gør et virkelig stort stykke arbejde for den gruppe af mennesker, som jeg er en del af, fortæller hun.

En bedre budskab kan man næppe gå hjem med, når man er frivillig for kræftsagen.

Vil du være frivillig i Kræftens Bekæmpelse? Så klik her og læs mere