- De sagde: 'Tillykke, nu er du rask.' Men jeg følte mig ikke rask
Da Pia Brostrøm blev ramt af brystkræft, tog hun en beslutning: Hvis hun overlevede, skulle det hele bruges til noget fornuftigt. Nu kæmper hun som frivillig for at sætte senfølger på den politiske dagsorden i Ishøj.
Kan du huske hvad du tænkte og følte, da du fik diagnosen?
- Jeg mistede selv min mor som 59-årig, så jeg tænkte: kvinder bliver altså ikke ældre i vores familie. Jeg tænkte, at jeg skulle dø – det er nok naturligt. Jeg tænkte også: hvad skal jeg nå at gøre inden, jeg dør?
Kunne du mærke, at du var syg?
- Jeg kunne intet mærke. Jeg arbejdede meget – både på fuld tid i Københavns Byret og som formand for Domstolenes tjenestemandsforening. Jeg var ikke god til at lytte til min krop. Min svimmelhed f.eks – jeg tænkte, at det var pga. dehydrering. Man er jo god til at finde på undskyldninger.
Men du havde brystkræft – og siden har du fået tre operationer, kemoterapi og stråler. Hvordan oplevede du dit forløb?
- De var gode til at fortælle om de konkrete bivirkninger, der kunne komme under og lige efter min kemobehandling. Men jeg følte mig uforberedt, både i forhold til operationen, hvor de måtte ind tre gange, men især i forhold til de senfølger, der siden ramte mig. Da jeg var færdig med stråler, sagde de ”Tillykke, nu er du rask.” Men jeg følte mig slet ikke rask.
Hvordan kunne du mærke, at du ikke var rask?
- Der var føleforstyrrelser i hænder og fødder, træthed, kramper i mit ar på brystet. Og jeg led af svimmelhed og havde smerter i hoften. Mange af senfølgerne har jeg stadig den dag i dag.
- Jeg kæmper også med angst for tilbagefald. Da jeg fik en indkaldelse til undersøgelser her senere i maj, blev jeg angst. Og hvis man ikke får behandlet de mentale senfølger, kan det ende i en depression.
Forstod du dengang, hvad det var der skete med dig?
- Nej det gjorde jeg ikke. Altså jeg var indstillet på, at jeg ville tabe håret og de her ting. Men alle de fysiske og mentale senfølger kom bag på mig. Jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, for andre kommer hurtigt igennem, så jeg burde tage mig sammen.
Hvordan påvirkede det dig, at du begyndte at sammenligne dig med andre?
- Det gjorde mig frustrereret og jeg følte mig magtesløs.
Under mit kemoforløb besluttede jeg mig for, at hvis jeg kom igennem, så skulle det bruges til noget fornuftigt.
I dag er det snart tre år siden, du fik kræft – og du står i dag bag stort arbejde med at sætte senfølger på den politiske dagsorden i Ishøj, hvor du bor. Hvad var drivkraften bag beslutningen om at kaste dig ud i det?
- Under mit kemoforløb besluttede jeg mig for, at hvis jeg kom igennem, skulle det bruges til noget fornuftigt. Og det faldt naturligt for mig at kæmpe for at senfølger kom på den politiske dagsorden i min kommune. Vi er nødt til at sikre, at der bliver mere fokus på senfølger, for det har stor betydning for livskvaliteten.
- Det ligger mig meget på sinde, at senfølger bliver noget vi alle taler om. Der skal være mere viden og kendskab til senfølger – og patienterne skal have viden om senfølger før, under og efter behandlingen, så de er forberedte. Og så er det vigtigt med ensartede tilbud over hele landet.
Man skal huske på, at politikere er mennesker som du og jeg. Deres arbejde hedder bare lokalpolitik.
Det kan umiddelbart virke som en stor og uoverskuelig opgave. Hvordan har du grebet det an?
- Politisk arbejde kan foregå på mange niveauer. Det er også politisk arbejde at tale med en borger på torvet om senfølger. Men det er lykkedes for mig at skabe et godt samarbejde i Ishøj med både borgmester, kommunalbestyrelse og politikere.
- Jeg har grebet det ret lavpraktisk an. Sørget for at melde mig til arrangementer og foredrag i Ishøj – og har jeg mødt en lokalpolitiker, har jeg stoppet vedkommende og talt om sagen.
- Jeg har haft gå-på-mod, og hvis en mail ikke er blevet besvaret, har jeg fulgt op på det.
Så din pointe er, alle kan kaste sig ud i politisk arbejde, uanset om det er senfølger eller et andet emne?
- Ja, alle kan kaste sig ud i det. Man skal huske på, at politikere er mennesker som du og jeg. Deres arbejde hedder bare lokalpolitik, og de får også noget ud af at mødes med os frivillige. Det værste der kan ske er, at de siger, at de ikke har tid den dag, man gerne vil have et møde – så prøver man bare igen.
- Man kan også gøre det mere uformelt, så som ved at byde på en kop kaffe i lokalforeningen. Man kan også overveje at slå sig sammen med en anden patientforening i kommunen – om man har senfølger efter kræft eller hjertesygdom, kan være det samme. Det er de samme behov, man har.