Spring navigation over

Sæt gang i samtalen med et toilet i hånden

Det nye toilet-formede postkort er udviklet som en tilføjelse til de eksisterende materialer til ’Syn dig selv’-kampagnen. De skal med humor og bil-lingo gøre det lettere at tale om tarmkræftscreening – især med mændene.

Det nye toilet-formede postkort bruger humor og bil-lingo for at gøre det lettere at tale om tarmkræftscreening – især med mændene.

Når I som frivillige fremover tager ud til arrangementer og aktiviteter, kan I have et helt særligt postkort med og bruge det til at minde jeres medborgere om at få synet sig selv.

Humoren er bevidst. For selvom tarmkræftscreening redder liv, kan det være svært at få hul på snakken om afføringsprøver og hjemmetest. Her kan et toilet i pap være det, der får folk til at stoppe op, smile - og lytte.

Mændene halter stadig efter

Hvert andet år får alle borgere mellem 50 og 74 år tilsendt et prøvesæt med posten. Man tager selv en afføringsprøve derhjemme og sender den til undersøgelse. Med prøven kan forstadier til tarmkræft findes og fjernes, inden de udvikler sig til kræft.  

Den nyeste årsrapport fra Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut viser, at 60 pct. af de inviterede borgere deltog i screening i 2024. Det er en stabilisering efter flere års faldende deltagelse – og en lille stigning fra året før.

Der er dog fortsat markante forskelle i deltagelsen. Yngre mænd med kort uddannelse og lav indkomst deltager mindst – blandt mænd i alderen 50-54 år er deltagelsen 47 pct. 

Materialer, der åbner samtalen

Netop derfor er der behov for at være til stede lokalt og fortælle om tarmkræftscreening. For eksempel ved at have det nye toiletformede postkort og de øvrige materialer med til at starte samtalen med et glimt i øjet. 

Det er let at have med på en stand, fanger opmærksomheden og – vigtigst af alt – baner vejen til en snak om noget, der ellers kan være lidt svært at tale om.

Lene Østergaard-Jensen, frivillig i Roskilde Lokalforening, har god erfaring med materialerne:

 - Det er sjove materialer at have med ud til arrangementer, og jeg synes, det er fedt, at der er noget, der henvender sig til mænd  – for det er altså dem, der har brug for et kærligt skub,”siger hun. 

Læs mere om, hvordan Lene og andre frivillige har brugt materialerne.

Erfaringen er, at humor virker som en døråbner. Når snakken først er i gang, er der mulighed for at tale om den vigtige undersøgelse for tarmkræft, som mange - især mænd - desværre ikke får taget.

Med det nye toilet-postkort får I som frivillige endnu et konkret redskab til at tage hul på den vigtige samtale – uanset om du står på et torv, til en sundhedsdag eller i et byggemarked en tidlig morgen.

Materiale på andre sprog end dansk 

Årsrapporten viser, at deltagelsen i tarmkræftscreening blandt indvandrere fra både vestlige og ikke-vestlige lande er steget i 2024 sammenlignet med 2023. Men deltagelsen er fortsat lavere end hos borgere med dansk oprindelse. Derfor er der også udviklet både postkort og korte videoer om tarmkræftscreening på hhv. arabisk, tyrkisk, urdu og somali. Invitationsbrevet til screening for tarmkræft findes også på flere sprog.

Find materialer på andre sprog end dansk