Spring navigation over

Politisk Fokus

I Kræftens Bekæmpelse arbejder lokalforeninger og regionsudvalg med kræftpolitisk påvirkning inden for en række fokusområder vedtaget af Repræsentantskabet. På Repræsentantskabsmødet i 2026 blev der vedtaget nyt Politisk Fokus - det kan du læse mere om herunder.

Politisk Fokus

Politisk Fokus beskriver de politiske indsatser, som frivillige i Kræftens Bekæmpelses lokalforeninger og regionsudvalg opfordres til at arbejde med – herunder også, hvilke mål der er sat for hver indsats, og hvordan frivillige kan arbejde med dem lokalt. Politisk Fokus er blevet til med bidrag fra frivillige fra lokalforeninger, regionsudvalg og hovedbestyrelse samt ansatte fra områdekontorer og fagafdelinger. Politisk Fokus besluttes af Kræftens Bekæmpelses repræsentantskab

Politisk Fokus 2026

For at kunne bruge vores kræfter bedst muligt, har vi udpeget tre fælles politiske fokusområder for regionsudvalg og lokalforeninger, nemlig tobaks- og nikotinforebyggelse, rehabilitering og senfølger samt palliation (lindrende behandling). Det er områder, hvor den lokale og regionale indsats gør en mærkbar forskel. Kræftforløb går på tværs af sektorer. Kvaliteten i rehabilitering, støtte ved senfølger samt lindrende behandling kommer til at afhænge af, at sundhedsrådene bevarer det rette fokus, og at kommuner, praksissektor og regioner spiller sammen. Det samme gælder tobaks- og nikotinforebyggelse og hjælp til rygestop, der både foregår i kommunale tilbud, i almen praksis og i forbindelse med behandling.