Værksteder
Her kan du læse om de forskellige værksteder, som du kan melde dig til på repræsentantskabsmødet 2026
Oversigt over indhold på værkstederne under repræsentantskabsmødet 2026
Lørdag - Tema: I det nye sundhedsvæsen
Styrk jeres viden om nikotins konsekvenser for unge
På dette værksted får I ny indsigt i, hvordan nikotin påvirker unges hjerne, trivsel og hverdag.
Unge helt op til 25-årsalderen er særligt sårbare over for nikotin. Det skyldes, at unges hjerne stadig er under udvikling. Vi ser nærmere på afhængighed blandt unge, hvordan et nikotinstop kan forløbe, og hvilke udfordringer der typisk opstår. Der bliver også mulighed for fælles drøftelser om udfasning af tobak og nikotin.
Palliation – lindrende behandling for kræftpatienter og andre med en livstruende sygdom
På dette værksted får I et overordnet indblik i og introduktion til den lindrende behandling. I bliver klogere på, hvad palliation er, hvordan området er beskrevet i Kræftplan V og Sundhedsreformen, samt hvordan der arbejdes med den lindrende behandling i praksis.
På værkstedet vil der være korte oplæg fra forskellige sundhedsaktører, som på forskellig vis arbejder med palliation på tværs af sektorer.
Kom i gang med den kræftpolitiske indsats
Værkstedet er for jer, som drømmer om, at flere politikere får øjnene op for kræftsagen - men er i tvivl om, hvordan I kommer i gang.
Her får I inspiration til det kræftpolitiske påvirkningsarbejde. Vi tager udgangspunkt i konkrete eksempler fra hverdagen i lokalforeningerne. I lærer at tale med politikere og andre beslutningstagere, så de lytter til jeres budskaber. Og I får redskaber til, hvordan man kan bruge personlige historier fra lokalområdet til at sætte kræftsagen på dagsordenen.
I går derfra med lyst til og mod på at gå i gang med kræftpolitiske arbejde.
Sundhedsrådene – de første 100 dage
Deltag i værkstedet, hvor medlemmer af sundhedsrådene deler deres oplevelser fra de første 100 dage og giver råd til, hvordan Kræftens Bekæmpelse kan samarbejde med sundhedsrådene.
På dette værksted får I indblik i, hvordan den nye struktur med 17 sundhedsråd er kommet i gang. Hvad er afgørende for, at sundhedsrådene skaber mere nærhed, lighed og sammenhæng for borgerne? Hvordan kan Kræftens Bekæmpelse få indflydelse på sundhedsrådenes arbejde?
I får desuden mulighed for at drøfte jeres arbejde med sundhedsrådene og stille spørgsmål til medlemmerne af sundhedsrådene.
Når erfaring bliver til støtte – patientstøttetilbud, der gør en forskel
I dette værksted stiller vi skarpt på værdien af at møde ligesindede i patientstøttetilbud. Med afsæt i den nyeste viden om udbredelsen af tilbud i hele landet sætter vi fokus på, hvilken forskel netværk og støttende fællesskaber gør for patienter, pårørende og efterlevende.
I vil både høre faglige perspektiver på betydningen af patientstøttetilbud og personlige fortællinger om erfaringerne med at være en del af et netværk med ligesindede.
Senfølgeområdet styrkes - hvad betyder det?
På dette værksted får I viden om, hvad der sker på senfølgeområdet. Der sker meget på senfølgeområdet – ansvar flyttes og senfølgeområdet er i den grad påvirket af de organisatoriske ændringer på sundhedsområdet. Meget er under udarbejdelse, hvilket giver mulighed for, at vi sammen kan påvirke udviklingen.
Kom og bliv klogere på, hvordan området påvirkes af Kræftplan V, Sundhedsreform 2024, folkesundhedsloven, kronikerpakker, opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud og de nye kliniske retningslinjer for senfølger.
Vær med til at drøfte, hvad der forventes at ske fremadrettet – og hvordan I lokalt kan arbejde med senfølgeområdet og bidrage til at holde fokus på lige adgang til senfølgetilbud, uanset postnummer.
Hvad er personlig medicin, og hvor bevæger forskningen sig hen?
På dette værksted giver Kræftens Bekæmpelses forskningsdirektør et indblik i den nyeste viden om, hvordan der arbejdes med personlig medicin i Danmark, og hvilken retning forskningen er med til at sætte for behandlingen i Danmark til gavn for kræftpatienter.
Oplægget tager udgangspunkt i den nationale strategi for personlig medicin, som regeringen og Danske Regioner udgav i 2025. Personlig medicin handler om, at patienter får en mere præcis diagnose og en skræddersyet behandling for at undgå overbehandling og reducere bivirkninger og unødige indlæggelser.
Søndag - tema: I en stærk forening
Søndagens værksteder afholdes som samtalesaloner. Her samles vi i mindre grupper, hvor samtaleværter står klar til at hjælpe os godt igennem gode, nysgerrige samtaler.
Vi springer smalltalken over og fokuserer i stedet på indholdet i samtalen - og på nye perspektiver og udveksling af erfaringer.
Omdrejningspunktet for samtalesalonerne er ikke at nå frem til beslutninger konklusioner eller resultater, men sammen at blive klogere på temaer, som er velkendte for jer i det frivillige arbejde. Det eneste det kræver at deltage er, at I har lyst til at dele jeres erfaringer og input med andre frivillige.
Du skal vælge dig ind på én af fire samtalesaloner. Vælg det tema du er mest nysgerrig på lige nu, du kan ikke vælge forkert, og du behøver ikke at kende noget til temaet i forvejen:
Rekruttering – hvad driver frivilligheden i KB?
Vi undersøger, hvad der giver lyst til at engagere sig, og hvilke former for motivation vi skal tale ind i, når vi rekrutterer nye frivillige og vil fastholde dem, der allerede er med.
Det gode lokale samarbejde – også på nye måder
Vi deler erfaringer om samarbejde mellem frivilliggrupper, lokalforeninger og regionsudvalg. Hvad kendetegner et godt samarbejde, og hvordan vil vi gerne møde og mødes med hinanden fremover?
Synlig i kræftsagen lokalt
Vi taler om, hvordan vi kan være synlige og relevante i lokalområdet, så vi ses som stærke samarbejdspartnere og inviteres med ind i nye samarbejder.
At leve vores værdier lokalt – som en del af foreningens strategi
Vi udforsker, hvordan Kræftens Bekæmpelses værdier kan mærkes i det konkrete, lokale frivilligliv, i vores valg, vores aktiviteter og måden, vi er sammen på.