Gå til sygdomsliste

Virusinfektioner som årsag til kræft

Det er kun kroniske dvs. langvarige eller blivende infektioner, som kan give kræft. Og det er kun infektioner med særlige vira, bakterier eller parasitter, der øger risikoen

Listen omfatter i alt 11 forskellige typer af infektion (1 bakterie, 5 vira og 3 parasitter). Kun få af infektionerne har betydning i Danmark.

Hvor mange kræfttilfælde?

På verdensplan skønner forskere, at omkring 16 pct. af alle kræfttilfælde (årligt 2 millioner) skyldes en infektion. I Afrika syd for Sahara er det hele 33 pct. af alle kræfttilfælde, som skyldes en kronisk infektion. På verdensplan er der fire hovedårsager, nemlig en kronisk infektion i mavesækken med Helicobacter pylori (kræft i mavesækken), en kronisk leverinfektion med hepatitis B eller C virus (leverkræft og non-Hodgkin lymfom) og en kronisk infektion i hud eller slimhinder med humant papillomavirus (HPV) (livmoderhalskræft, anogenitalcancer og kræft i mundhule/svælg).

I Danmark skønner forskere, at godt 2 pct. af alle 38.000 årlige kræfttilfælde (2015) skyldes en infektion, svarende til omkring 800 årlige tilfælde. For hver 10 infektionsbetingede kræfttilfælde i Danmark er omkring 5 forårsaget af Helicobacter pylori, 4 af HPV og 1 af hepatitis (B og C) eller HIV.

Kræftfremkaldende kroniske infektioner inddelt efter forekomst i Danmark

Udbredt i Danmark

Kræftformer

Forekomst

Helicobacter pylori (bakterie) Helicobacter pylori (bakterie)

Almindelig i Danmark;

Udbredt i hele verdenen

Human papillomavirus (HPV)

Livmoderhalskræft;

Kræft på penis, kønslæber, i skede og endetarmsåbning (anogenitalcancer);

Kræft i mundhule og svælg

Almindelig i Danmark;

Udbredt i hele verdenen;

Sjælden eller meget sjælden i Danmark

Hepatitis C virus (HBV)

Leverkræft;

Non-Hodgkin lymfom

Sjælden i og uden for Danmark

(ses primært hos stiknarkomaner)

Hepatitis B virus (HBC) Leverkræft

Meget sjælden i Danmark

Almindelig i Afrika og Asien

Human immundefekt virus (HIV)

Non-Hodgkin lymfom;

Hodgkin lymfom;

Kaposi  sarkom;

Livmoderhalskræft;

Anogenitalcancer

Sjælden i Danmark;

Svækker immunforsvaret og fremmer derved kronisk infektion med

- Epstein-Barr virus

- Kaposi sarkom herpes virus

- Human papilloma virus

Kaposi sarkom herpes-virus Kaposi sarkom

Sjælden i Danmark

(ses primært hos immunsvækkede personer, herunder HIV-smittede*)

Epstein-Barr virus

(EBV)

Hodgkin lymfom;

Non-Hodgkin lymfom (Burkitt);

Kræft i næsesvælget og spytkirtlerne;

Muligvis kræft i mavesækken

Sjælden i Danmark som kronisk infektion;

(ses primært hos immunsvækkede personer, herunder HIV-smittede*)

*De hyppigste årsager til et svækket immunsystem er infektion med HIV eller immunundertrykkende behandling i forbindelse med en organtransplantation. Immunsvækkelse ses i sjældne tilfælde som en medfødt sygdom.

Forekommer ikke i Danmark (bortset fra importerede tilfælde)

Humant T-celle leukæmivirus 1 (HTLV-1) Voksen T-celle leukæmi

Forekommer ikke i Danmark;

Stort set afgrænset til Japan

Leverikter

(2 forskellige parasitter)

Kræft i galdevejene

Forekommer ikke i Danmark;

Almindelig i Kina og Sydøstasien

Bilharziose (sneglefeber)

(parasit)

Blærekræft

Forekommer ikke i Danmark;

Almindelig i Yemen, Egypten, Sudan og Afrika syd for Sahara

Helicobacter pylori øger risikoen for mavekræft

En kronisk infektion med bakterien Helicobacter pylori i mavesækkens slimhinde er den stærkest kendte risikofaktor for kræft i mavesækken. Infektion med bakterien er uhyre almindelig verden over, dog lidt sjældnere i udviklede lande som Danmark. Forskere skønner, at omkring 20 pct. af befolkningen herhjemme bærer infektionen, og at den er årsag til op mod 60 pct. af alle årlige tilfælde af kræft i mavesækken. 

En infektion med Helicobacter pylori kan let behandles med en særlig kombination af antibiotika.

Kronisk infektion med HPV

Læs om HPV-infektion (infektion med human papillomavirus), der kan føre til at man udvikler kræft, f.eks. livmoderhalskræft.

HPV som årsag til kræft

Infektion med hepatitis B (HBV) og C (HBC) virus

Kronisk infektion med HBV og/eller HBC (leverbetændelse) øger risikoen for leverkræft. Det er nu fastslået, at en infektion med HBC desuden øger risikoen for non-Hodgkin lymfom.

HBV infektion forekommer udbredt i Afrika og Asien, hvor forekomsten af leverkræft også er meget højere end herhjemme. Hovedparten smittes i barneårene. Der findes effektive vacciner mod både HBV og HBC, så hvis man planlægger at rejse til lande, hvor der er stor risiko for at blive udsat for HBV, er det en god ide at lade sig vaccinere.

WHO anbefaler rutinemæssig vaccination af nyfødte. Myndighederne i de nordiske lande har dog valgt ikke at følge denne anbefaling, fordi forekomsten af HBV og risikoen for at blive smittet i  Norden er meget lille.

HBC smitter ved brug af kontaminerede nåle, og hvis man modtager blod fra en person, som har HBC.

En kronisk infektion med HBV eller HBC kan i de fleste tilfælde behandles effektivt med en kombination af to eller flere antivirale midler i tabletform.

Infektion med human immundefekt virus (HIV)

HIV-positive personer har en øget risiko for kræft. En fremskreden HIV infektion er kendetegnet ved et markant svækket immunforsvar, som er en risikofaktor for en række kræftformer. Kaposi sarkom, non-Hodgkin lymfom og livmoderkræft er de tre AIDS-definerende kræftformer. Modsat tilfældet i den generelle befolkning, er næsten alle tilfælde af non-Hodgkin lymfom forårsaget af en infektion med Epstein-Barr virus. HIV-positive personer har også en øget risiko for andre virus-relaterede kræftformer, ikke mindst analkræft, leverkræft og Hodgkin lymfom.

Man kan beskytte sig mod HIV ved at bruge kondom under samleje og undlade at dele sprøjte med en HIV-smittet person.

Behandling af HIV sker med en kombination af 3 antiretrovirale midler i tabletform. Behandlingen forhindrer HIV i at skade immunsystemet og derved nedsætte risikoen for AIDS og død. Men behandlingen er ikke uden bivirkninger.

Humant T-celle leukæmi virus (HTLV-1)

Infektion med dette virus, som ikke forekommer i Danmark, øger risikoen for voksen T-celle leukæmi. Infektionen, som primært smitter via modermælken, er stort set afgrænset til Japan.

To former for leverikter

Er man smittet med disse parasitter (fladorme), kan de slå sig ned i lever og galdegange. Det øger risikoen for kræft i galdevejene. Sygdommene, som smitter ved spisning af rå fisk (enten friske eller fermenterede), er afgrænset til Kina og Sydøstasien.

Tabletbehandling med praziquantel er relativ effektiv. Behandling er en specialistopgave.

Bilharziose (schistosomiasis eller sneglefeber)

Bilharziose er forårsaget af en infektion med en blod-ikte (en fladorm). Infektionen øger risikoen for kræft i blæren. Bilharziose forekommer udbredt i Yemen, Egypten, Sudan og i Afrika syd for Sahara. Når sygdomme ses hos en dansker, er den erhvervet under et ophold i disse områder.

Man skal undlade at bade i ferskvand i de områder af verdenen, hvor bilharziose forekommer.

Tabletbehandling med praziquantel er relativ effektiv. Behandling er en specialistopgave.

Hvad kan man gøre for at forebygge og/eller behandle?

Man skal undgå kontakt med smittefarligt blod og injektionsnåle (HBC, HCV, HIV), praktisere sikker sex (HBV og HIV), og være opmærksom på tidlig opsporing og behandling af infektioner (f.eks. opsporing og behandling af HPV-relaterede forstadier til livmoderhalskræft i screeningsprogrammer, antibiotisk behandling af Helicobacter pylori, og praziquantel mod infektioner med iktere).

Læs mere om årsager til kræft:

Årsager til kræft - forsiden

 

Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


HPV-vaccine

HPV-vaccinen forebygger livmoderhalskræft. Læs mere om HPV-vaccinen på:

cancer.dk/hpv


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Symptomer på kræft

Mand ved tablet

Har du mistanke om, at du har kræft, skal du kontakte til din læge.

Symptomer


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud