Gå til sygdomsliste

Kræftpatienter tager ekstra corona-forholdsregler uden om lægen

17-10-2021
Samfundet er genåbnet og restriktionerne fortid. Men ikke for alle kræftpatienter. Det viser en ny undersøgelse i Kræftens Bekæmpelses brugerpanel.

- Jeg forstår godt, at kræftpatienterne tager de her forbehold og passer ekstra godt på sig selv. Men alligevel så skal man være opmærksomme på, om de ekstra forholdsregler går ud over livskvaliteten, siger Marie Lawætz, der er leder af Kræftens Bekæmpelses telefoniske rådgivning Kræftlinjen.

’Jeg er bange for at blive smittet, for vaccinerne giver jo ikke 100 % beskyttelse. Jeg er meget skadet og har mange senfølger af den kræftbehandling jeg har fået’

’Jeg ved ikke, om mit immunforsvar kan klare mere sygdom’

’Ingen tager hensyn mere, der er smitte, selvom mange er vaccinerede’

Selvom alle restriktioner er væk, og mange tusinder er corona-vaccineret, tyder det på, at hverdagen endnu ikke er vendt tilbage for alle kræftpatienter.

Det viser ny brugerpanelsundersøgelse blandt 301 kræftpatienter i behandling eller med nylig afsluttet behandling.

Medmindre en læge særligt har anbefalet det, kan færdigvaccinerede kræftpatienter have en hverdag uden at tage særlige forholdsregler i det genåbnede samfund.

Men alligevel svarer tre ud af fire kræftpatienter, at de vælger at tage ekstra forholdsregler i det genåbnede samfund, fx: mundbind, holder afstand, begrænser ophold i det offentlige rum, fysisk kontakt eller indkøb i fysiske butikker. Også selvom lægen ikke har bedt dem om det set i forhold til deres kræftsygdom.

Corona fylder stadig meget i pressen og i de sårbare gruppers bevidsthed

Marie Lawætz, leder af Kræftlinjen

Marie Lawætz, leder på Kræftens Bekæmpelses telefoniske rådgivning Kræftlinjen, er ikke overrasket.

- Jeg forstår godt, hvis kræftpatienterne tager de her forbehold og passer ekstra godt på sig selv. Vi står i et samfund, hvor der stadig er smitte. Og vi står i en situation, som vi aldrig har stået i før med efterdønninger af en pandemi. Corona fylder stadig meget i pressen og i de sårbare gruppers bevidsthed, siger Marie Lawætz.

Undersøgelsen viser, at knap 40 procent af kræftpatienterne begrænser sig i forhold til at færdes på steder med mange mennesker, og at halvdelen begrænser fysisk kontakt fx håndtryk og knus. 

Læs Lone Bøgelys historie
'Jeg savner knus'

Selvom undersøgelsen ikke er repræsentativ, tyder det altså på, at kræftpatienterne kan holde sig tilbage fra at færdes frit i den genåbnede samfund.

3 ud af 4 kræftpatienter i undersøgelsen angiver, at de tager ekstra forholdsregler som fx mundbind, afstand, begrænser ophold i det offentlige rum, fysisk kontakt mv. - selvom lægen ikke har bedt dem om det. Foto: Colorbox

Følg myndighedernes smitteforebyggende råd – og lægens anbefalinger. Gør man mere end det så overvej, hvad det kan betyde for livskvaliteten

Marie Lawætz, leder af Kræftlinjen

Og selvom kræftpatienternes reaktioner er naturlige og forståelige, så skal man alligevel være opmærksomme på, om det går ud over livskvaliteten, siger Marie Lawætz.

- Følg myndighedernes smitteforebyggende råd – og lægens anbefalinger. Gør man mere end det, så kan man overveje om de ekstra forholdsregler er nødvendige – og hvad det betyder for den samlede livskvalitet. Fx kan det være man ikke går i biografen, på restaurant, til større fester, deltager i fællesskaber mv. Det kan i sidste ende betyde forringet livskvalitet, som jeg også synes, man skal tage et hensyn til, siger Marie Lawætz.

Kræftens Bekæmpelse anbefaler, at man taler med sin læge, hvis man er i tvivl om, hvilke forholdsregler, man skal tage.

Læs Kræftens Bekæmpelses spørgsmål/svar
Kræft og corona

Undersøgelsens hovedresultater

Undersøgelsens hovedresultater

Disse forholdsregler tager man, selvom man ikke har fået dem pålagt af lægen

  • 21 procent begrænser brug af offentlig transport
  • 22 procent begrænser antallet af mennesker, man mødes med fysisk
  • 38 procent begrænser at færdes på steder med mange mennesker
  • 49 procent begrænser fysisk kontakt, fx kram eller håndtryk
  • 54 procent angiver, at de som kræftpatient 'i nogen grad' føler sig trygge i det genåbnede samfund
  • 35 procent angiver, at de som kræftpatient 'i høj grad' føler sig trygge i det genåbnede samfund

Se undersøgelsen i brugerpanelet om kræftpatienternes risikoadfærd

Tre gode råd til kræftpatienterne i det genåbnede samfund:
  1. Følg myndighedernes anbefalinger – tal med din læge, hvis du er i tvivl. Du er også velkommen til at ringe til Kræftlinjen på 8030 1030 og tale din situation igennem,
  2. Som kræftpatient er du vant til at passe godt på dig selv – uanset corona. Hvis du vælger at tage flere forholdsregler end dem lægen anbefaler, så tænk evt. over om det påvirker din livskvalitet negativt. Er du i tvivl om hvilke forholdsregler der gælder for dig, så tal med din læge om det.
  3. Tal med andre i samme situation. Det er rigtig dejligt at vide, at man ikke er alene med sine tanker og bekymringer. Find et rådgivningstilbud i nærheden af dig