Gå til sygdomsliste

HPV er årsag til livmoderhalskræft

Livmoderhalskræft skyldes Human papillomavirus (HPV), som er en seksuelt overført virus. Op mod 80 procent af alle seksuelt aktive vil på et tidspunkt i deres liv blive smittet.

HPV er en fællesbetegnelse for mere end 100 forskellige typer virus, som hver har et nummer. Mindst 12 HPV-typer kan give forstadier og måske senere livmoderhalskræft. HPV 16 og HPV 18 er de HPV-typer, som giver størst risiko for forstadier, der senere kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Tilsammen er disse to typer skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Andre HPV-typer, især HPV 6 og HPV 11, kan give kønsvorter, også kaldet kondylomer. 

HPV smitter ved seksuel kontakt

HPV smitter ved seksuel kontakt, og langt de fleste vil på et tidspunkt i deres liv blive smittet med HPV. Man kan godt blive smittet med HPV uden at have haft samleje, fordi virus også kan sidde på huden omkring kønsorganerne.

HPV er en meget almindelig infektion hos både kvinder og mænd. Cirka 80 pct. af alle seksuelt aktive kvinder vil på et eller andet tidspunkt i deres liv blive smittet. Infektionen er dog mest almindelig hos unge kvinder under 30 år.

En HPV-infektion giver ingen symptomer hos hverken mænd eller kvinder, så man kan godt være smittet uden at vide det. I de fleste tilfælde forsvinder infektionen af sig selv, ligesom en forkølelse gør. Men hos en lille gruppe kvinder bliver infektionen kronisk, og disse kvinder har en øget risiko for at få celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft.

Det tager ofte mange år, fra en kvinde bliver smittet med en af de HPV-typer, der kan give forstadier, til hun rent faktisk udvikler forstadier og i nogle tilfælde senere livmoderhalskræft. Derfor kan det være svært at vide, hvornår og af hvem man er blevet smittet.

Rygning øger risikoen for, at en HPV-infektion bliver kronisk

Kroppens immunforsvar bekæmper mange HPV-infektioner, men der er nogle af typerne, som immunforsvaret har vanskeligere ved at bekæmpe. Forskere ved, at rygning indvirker negativt på kroppens evne til at bekæmpe en HPV-infektion. Det vil med andre ord sige, at rygning øger risikoen for, at en HPV-infektion bliver kronisk.

Bliv røgfri

Læs alt om celleforandringer på livmoderhalsen

Celleforandringer på livmoderhalsen – forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Til pårørende

Få gode råd til at håndtere livet som pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende