Facebook
Twitter
LinkedInKun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Ultralydsscanning
Ultralydsscanning er en hurtig og smertefri undersøgelse uden bivirkninger eller skadelig stråling.
De fleste har sikkert hørt om ultralydsscanning i forbindelse med graviditet. Men ultralydsscanning er også velegnet til at påvise kræftknuder og til at kontrollere størrelsen af disse under behandling.
Hvis man skal have taget en vævsprøve (biopsi) fra indre organer, bruger lægen også ultralyd for præcis at kunne ramme det væv, der skal tages en prøve fra.
Brug af ultralydsscanning
Ultralydsscanning bruges blandt andet til at undersøge:
-
Lever, galdeblære, bugspytkirtel, nyrer, livmoder, æggestokke med videre
-
Lymfeknuder alle steder i kroppen
-
Væske i lungehulen og bughulen
-
Knuder i brystet og på halsen
-
Knuder i f.eks. muskler og hud
Ultralydsscanning er som hovedregel ikke velegnet til at se igennem luftfyldte områder (f.eks. lunge og tarm) eller knogledækkede områder (f.eks. hjernen), fordi ultralydsbølgerne stoppes af knogler og luft.
Ultralydsscanning er en ufarlig undersøgelsesmetode. Der bruges ikke stråling, som ved røntgenundersøgelse og CT-scanning, men derimod lydbølger. Derfor er ultralydsscanning også velegnet, når man går til kontrol eller opfølgningsforløb, idet man ikke skal bekymre sig om stråledoser.
Ultralyd bruges i forbindelse med vævsprøvetagning
Ultralydsscanning er den foretrukne metode i forbindelse med vævsprøvetagning (biopsi).
Ved hjælp af scanningsbilledet kan lægen med stor præcision føre nålen til prøvetagning ind i det væv, der skal undersøges.
Det betyder, at lægen har meget stor sikkerhed for at ramme det væv, der skal tages prøve fra, selvom den mulige kræftknude er ganske lille.
Ultralydsscanning gør det også muligt for lægen at dirigere nålen udenom f.eks. pulsårer, således at risikoen for komplikationer ved vævsprøvetagning bliver så lille som mulig.
Ultralyd bruges, hvis man skal udtømme væske fra bughulen eller lungehulen
Ultralydsscanning bruges til at se væske i bughulen eller lungehulen. Ved hjælp af ultralyd kan lægen lægge et dræn (tyndt plastik slange) ind i væsken, således at væsken kan løbe gennem drænet ud i en pose på huden.
Med ultralyd kan lægen sikkert føre drænet ind i væsken uden at ramme omkringliggende områder som f.eks. lunge eller tarm.
Ultralyd bruges også til mammografiscreening
Ultralydsscanning anvendes også til scanning af brystet som del af klinisk mammografi.
Ultralydsundersøgelser har været brugt i stigende grad siden de første forsøg i 1950
I Danmark blev den første ultralydsafdeling oprettet i 1965, og der findes i dag ultralydsapparater på alle hospitalers røntgenafdelinger og på alle røntgenklinikker.
Ultralydsscanning er også et vigtigt redskab på fødeafdelinger, gynækologiske afdelinger og hjerteafdelinger (kardiologi).
Vigtigt at vide inden undersøgelsen
Ultralydsscanning er en smertefri og ufarlig undersøgelse, som alle kan tåle.
Som hovedregel er der ingen forberedelse, men man kan blive bedt om at møde fastende eller med fyldt urinblære afhængig af, hvilken kropsdel der skal undersøges. I givet fald får man det oplyst inden undersøgelsen.
Hvis man skal have taget en vævsprøve, kan der være forskellige forholdsregler, som man skal være opmærksom på. Forholdsreglerne afhænger bl.a. af, hvor i kroppen man skal have taget en prøve, og hvilken sygdom lægen har under mistanke.
Man bliver inden undersøgelsen informeret om, hvilke forholdsregler der gælder.
Som regel får man inden vævsprøvetagningen taget en blodprøve, så lægen kender ens blødningstal.
Inden vævsprøvetagning
Du bør altid fortælle det til lægen, hvis du tager blodfortyndende medicin. Husk også at fortælle, hvis du lider af allergi.
Sådan foregår selve ultralydsundersøgelsen
Undersøgelsen kan foregå ambulant, eller mens man eventuelt er indlagt. Lægen stiller diagnosen med det samme i forbindelse med scanningen.
Man ligger på en seng eller et undersøgelsesleje. Den del af kroppen, der skal undersøges, er blotlagt (her er det maven). Lægen smører gelé på den del af kroppen, der skal undersøges, for at lydhovedet (transduceren) får så god kontakt med huden som muligt under scanningen. (Modelfoto)
Ved scanningen bevæger lægen lydhovedet (transduceren) i direkte kontakt med huden hen over området, der skal undersøges. (Modelfoto)
Det gør som hovedregel ikke ondt at blive undersøgt, men hvis man i forvejen har smerter det sted, der skal undersøges, kan det næppe undgås, at det gør ondt, når lydhovedet bevæges henover.
Ved vævsprøvetagning eller drænanlæggelse bliver man informeret om proceduren af den læge, der skal udføre proceduren. Man får lokalbedøvelse i huden, men der kan være en kortvarig smerte, når nålen eller drænet føres længere ind i kroppen.
Selve scanningen tager som regel mellem 5 til 15 minutter, lidt afhængig af hvilket område der skal undersøges.
Hvis man skal have taget en vævsprøve, anlagt dræn eller have en indsprøjtning med kontraststof, tager undersøgelsen længere tid.
Ultralydsscanning med kontraststof
Man bruger i stigende grad kontraststof i forbindelse med ultralydsscanninger – specielt til scanning af leveren.
Kontraststoffet giver lægen bedre muligheder for at skelne godartede forandringer fra ondartede. I nogle tilfælde kan lægen ved at bruge kontraststof påvise flere forandringer end uden brug af kontraststof. Det er lægen, som afgør, om der skal bruges kontraststof.
De kontraststoffer, man bruger til ultralydsscanning, er helt forskellige fra kontraststoffer, som anvendes ved røntgenundersøgelser, CT- og MR-scanninger.
Kontraststoffer til ultralydsscanning er luftbobler (mindre end de røde blodlegemer) i en sukkeropløsning, som man får i en indsprøjtning i en blodåre, og som man ånder ud gennem lungerne
Fusionsultralydsscanning
Man kan i sjældnere tilfælde få lavet en ultralydsundersøgelse, hvor ultralydslægen lægger billederne fra en tidligere CT-scanning sammen med ultralydsbillederne – en såkaldt fusion af CT- og ultralydsbilleder.
En fusionsultralydsscanning bruges f.eks., hvis lægen ved en CT-scanning har set en bestemt knude, som han eller hun gerne vil have undersøgt yderligere med f.eks. ultralyd og kontrast eller eventuelt tage en vævsprøve fra. Ved at kombinere billederne opnås stor sikkerhed for, at det er den samme knude, der bliver undersøgt ved begge undersøgelser.
Risiko og bivirkninger ved ultralyd
Der er ingen kendte risici eller bivirkninger ved en ultralydsscanning.
Ultralydsscanning har været anvendt i over 30 år, bl.a. til undersøgelse af gravide, uden at der har været påvist bivirkninger på mennesker.
Vævsprøvetagning (biopsi) er i dag en rutineprocedure. Lægen kan under vejledning af scanningsbilledet indføre nålen med stor præcision og til den ønskede dybde.
Der er kun en minimal risiko (under 0,2 procent) for blandt andet blødning i forbindelse med vævsprøvetagninger.
Alle typer scanninger indeholder en lille risiko for et falsk positivt eller falsk negativt svar. Store mængder luft i tarmene eller udtalt fedme er forhold, der kan gøre det vanskeligt for lægen at tolke scanningsbilledet korrekt.
Resultat af undersøgelsen
Lægen stiller diagnosen, mens han scanner. Umiddelbart efter undersøgelsen laver lægen en beskrivelse af, hvad der er fundet ved scanningen, og sender svaret til den læge, som har bestilt undersøgelsen.
Det er derfor muligt at få foretaget en scanning umiddelbart før et ambulatoriebesøg, hvor resultatet skal indgå i planlægningen af en behandling.
Hvis man har fået taget en vævsprøve, sender lægen prøven til en patologisk afdeling, der undersøger vævet nærmere. Man får som regel svar på prøven efter nogle dage.
Teknik: Sådan virker ultralyd
Ved en ultralydsscanning bliver ekkoer fra højfrekvente lydbølger omdannet til levende snitbilleder på en skærm. Herunder ses eksempler på ultralydsbilleder:
Her ses to eksempler på ultralydsscanning, der viser pletter i leveren (se pilene). Den mørke plet er ekkofattig (billede til venstre), og den lyse plet er ekkorig (billede til højre). Begge pletter kan være ondartet sygdom, men der findes også godartede tilstande, der kan se ud på denne måde. I dette tilfælde er billedet til venstre en levermetastase, mens det til højre er en godartet knude af blodkar (hæmangiom).
Her ses en ultralydsscanning af leveren. Ved pilen kan man se en levermetastase. Resten af leveren er uregelmæssig, hvilket tyder på udbredt kræft i leveren (metastaser).
Dette ultralydsscanningsbillede viser væske (markeret med *) i højre lungehinde. Væsken kan udtømmes i forbindelse med ultralydsscanningen.
Ultralyd: Sådan fungerer teknikken
Ultralyd er højfrekvent lyd med en frekvens, der ligger over, hvad det menneskelige øre kan opfatte. I naturen anvender visse flagermus og hvaler også ultralyd. Til scanning bruger man oftest frekvenser mellem 2 og 15 MHz.
Ved ultralydsscanning anvender man et ultralydsapparat med et lydhoved (transducer), hvorpå der er en række krystaller med piezoelektrisk effekt. Når disse krystaller bliver udsat for en elektrisk spænding, opstår en svingning og lydbølgen udsendes.
Den højfrekvente lyd udsendes mange gange per sekund, og ultralydsbølgerne bliver kastet tilbage og opfanges af lydhovedet (transduceren), der omdanner dem til et billede på scannerens skærm. Billedet opdateres mange gange i sekundet og ser derfor ud som et levende billede.
Læs også om ultralydsscanning af brystet:
Ultralydsscanning af brystet bruges som supplement til klinisk mammografi - som er mammografi af kvinder, der har symptomer fra brystet.