Diagnose og stadieinddeling af hudkræft
Diagnosen hudkræft kan først stilles, hvis en vævsprøve af knuden eller huden har vist, at der er tale om kræftceller.
Det er vigtigt at få stillet en præcis diagnose, så du kan få tilbudt den rette behandling.
Her på siden kan du læse om de mest almindelige former for kræft i huden; basalcellekræft og pladecellekræft samt forstadier til pladecellekræft.
Basalcellekræft
Basalcellekræft er den mest almindelige form for hudkræft. Den opstår oftest i ansigtet og på overkroppen, men kan opstå overalt på huden – også på steder, som ikke er udsat for sol.
Basalcellekræft opstår hyppigst hos ældre mennesker, men kan også ses hos yngre.
Basalcellekræft spreder sig næsten aldrig
Basalcellekræft vokser i overhuden og spreder sig meget sjældent. Du får stillet diagnosen ved, at lægen enten undersøger huden, eller tager en prøve af huden og sender den til mikroskopi-undersøgelse.
Alle, der får konstateret basalcellekræft, bliver helbredt. Cirka halvdelen oplever at få et nyt tilfælde af basalcellekræft inden for 5 år.
Pladecellekræft
Pladecellekræft er den næst hyppigste form for almindelig hudkræft.
Pladecellekræft opstår på hudområder, som har været udsat for meget sollys, for eksempel ansigt, nakke og håndrygge. Det er den samlede mængde sollys, som du har været udsat for igennem livet, der er afgørende for ens risiko for at udvikle pladecellekræft.
Pladecellekræft kan i få tilfælde sprede sig
I modsætning til basalcellekræft kan pladecellekræft i få tilfælde sprede sig til lymfeknuderne, og sygdommen kan derfor i sjældne tilfælde være meget alvorlig.
Du får stillet diagnosen ved, at lægen enten undersøger huden eller tager en prøve af huden og sender den til mikroskopi-undersøgelse.
Forstadier til hudkræft: Solkeratoser og Bowens sygdom
Solkeratoser og Bowens sygdom er ikke hudkræft, men et tegn på, at huden er blevet skadet af solens UV-stråler.
Solkeratoser og Bowens sygdom er et forstadie til pladecellekræft og kan derfor i enkelte tilfælde udvikle sig til pladecellekræft.
Solkeratoser
Solkeratoser ses hyppigst på issen, specielt hos skaldede mænd. Ellers findes de på områder af huden, som er udsat for meget sollys, som for eksempel ører, pande, næse, kinder og håndrygge.
Solkeratoser er meget udbredt i den danske befolkning, specielt hos ældre mennesker.
Du kan ofte få stillet diagnosen solkeratose ved, at lægen blot ser på huden, men nogle gange tager lægen også en vævsprøve.
Bowens sygdom
Bowens sygdom er ikke så hyppig som solkeratoser. Sygdommen ses ofte på områder af hud, som er udsat for sol. Sygdommen kan dog også skyldes virusinfektioner og kan derfor også ses på områder, der ikke har været udsat for meget sol.
Symptomer på Bowens sygdom er en brun-rød velafgrænset plet, som skæller. Pletten kan forveksles med eksem, men eksembehandling virker ikke.
Du får som regel stillet diagnosen Bowens sygdom ved, at lægen tager en vævsprøve.
Merkelcelle karcinom
Merkelcelle karcinom er en sjælden, aggressiv type hudkræft som opstår i Merkelcellerne. Sygdommen viser sig som regel som en uøm, rødlig/violet knude på huden. Læs mere:
Reaktioner og tanker
Behandlingsresultaterne er heldigvis meget gode for de fleste tilfælde af hudkræft.
Alligevel kan det tage tid at forholde sig til en kræftsygdom, både for én selv og for de nærmeste. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Du kan også deltage i arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter sammen med andre, der er berørt af kræft.
Find en rådgivning nær digSkriv med andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
cancerforum.dk