Undersøgelser og diagnose ved non-melanom hudkræft
Du bør kontakte din læge, hvis du bemærker hudforandring der vokser, er skorpet, skællende eller smertefuldt, eller hvis du har et sår, der ikke heler eller bløder. Lægen vil undersøge forandringen og din øvrige hud, og eventuelt tage en vævsprøve. Ved mistanke om hudkræft vil du blive sendt videre til nærmere undersøgelse hos en specialist, som kan være en hudlæge eller en plastikkirurg.
Hvordan bliver jeg undersøgt hos speciallægen?
Hvis lægen har mistanke om, at det kan være tale om non-melanom hudkræft, vil han eller hun spørge ind til, hvilke ændringer du har bemærket i huden, og hvor længe de har været der.
Din personlige beskrivelse af, hvordan huden har ændret sig, og hvordan forløbet har været, er meget vigtig.
Lægen vil også undersøge forandringen på huden grundigt med en lup under stærkt lys (et håndholdt instrument kaldet et dermatoskop). Dermatoskopet gør det muligt at se strukturer, som ikke er synlige for det blotte øje.
Du kan også få taget en vævsprøve (biopsi) af forandringen i huden, som bliver sendt til undersøgelse i mikroskop på et laboratorie.
Hvis lægen har mistanke om pladecellekræft, vil lægen også undersøge, om du har forstørrede lymfeknuder.
To former for vævsprøvetagning
Der er to forskellige måder at tage en vævsprøve af huden på – enten ved en såkaldt stansebiopsi eller ved at fjerne hele forandringen i huden.
Ved begge former for vævsprøver går der typisk nogle uger, før du får svar på resultatet af vævsprøven (patologisvaret).
Stansebiopsi i lokalbedøvelse
En stansebiopsi foregår ved, at lægen forsigtigt presser en lille cylinderformet kniv ned i huden. På den måde får lægen en lille hudprøve, som kan sendes til nærmere undersøges i mikroskop.
Fjernelse af hele knuden
Hvis lægen har en stærk mistanke om, at det drejer sig om hudkræft, kan han eller hun vælge at fjerne hele knuden i lokalbedøvelse med det samme enten ved at skrabe eller skære knuden væk. Derefter sender lægen det fjernede væv til nærmere undersøgelse under mikroskop. Det kaldes en vævsprøve.
Resultatet af vævsprøven kan være, at det:
- er en godartet hudforandring (ikke kræft)
- er et forstadie til non-melanom hudkræft
- har udviklet sig til non-melanom hudkræft
Hvis der bliver fundet kræftceller i vævsprøven, kan lægen (patologen) afgøre, hvilken type hudkræft, det drejer sig om.
På baggrund af undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose for at kunne tilbyde dig den bedst mulige behandling.
Forstadier til non-melanom hudkræft
Solkeratoser og Bowens sygdom er forstadier til pladecellekræft, der er tegn på, at huden er blevet skadet af solens UV-stråler. Forstadierne har endnu ikke udviklet sig til kræft, men kan i enkelte tilfælde udvikle sig til pladecellekræft.
Solkeratoser (aktiniske keratoser)
Solkeratoser ses hyppigst på issen, specielt hos skaldede mænd. Ellers findes de på områder af huden, der er udsat for meget sollys, som f.eks. ører, pande, næse, kinder og håndrygge.
Solkeratoser er meget udbredt i den danske befolkning, specielt hos ældre mennesker.
Du kan ofte få stillet diagnosen solkeratose ved, at lægen blot ser på huden, men nogle gange tager lægen også en vævsprøve.
Bowens sygdom
Bowens sygdom viser sig som en brun-rød velafgrænset plet, der skæller. Pletten kan forveksles med eksem, men eksembehandling virker ikke.
Bowens sygdom er ikke så hyppig som solkeratoser. Sygdommen ses ofte på områder af hud, der er udsat for sol.
Sygdommen kan dog også skyldes nedsat immunsystem, HPV-infektion, udsættelse for arsen eller strålebehandling og kan derfor også ses på områder, der ikke har været udsat for meget sol.
Du får som regel stillet diagnosen Bowens sygdom ved, at lægen tager en vævsprøve.
Forskellige typer af non-melanom hudkræft
Non-melanom hudkræft kan være basalcellekræft eller pladecellekræft eller andre sjældne typer, f.eks. Merkelcelle karcinom.
- Basalcellekræft (baselcelle karcinom)
- Pladecellekræft (planocellulært eller spinocellulært karcinom)
- Merkelcelle karcinom
Hudkræft af typen basalcelle- eller pladecellekræft opstår som regel på hudområder, der har været udsat for sol hos personer med lys hud, og skyldes i de fleste tilfælde den skadelige ultraviolette stråling fra solen.
Basalcellekræft
Basalcellekræft er den almindeligste form for hudkræft. Den opstår som regel i ansigtet eller på overkroppen, men kan opstå overalt på huden – også på steder, som ikke er udsat for sol.
Basalcellekræft opstår hyppigst hos ældre mennesker, men kan også ses hos yngre. Hvis man har haft basalcellekræft én gang, har man øget risiko for at få det igen et nyt sted. Cirka halvdelen oplever at få et nyt tilfælde af basalcellekræft inden for 5 år.
Basalcellekræft vokser langsomt og spreder sig meget sjældent. Alle, der får konstateret basalcellekræft, bliver helbredt.
Pladecellekræft
Pladecellekræft er den næst hyppigste form for non-melanom hudkræft.
Pladecellekræft opstår som regel på hudområder, som har været udsat for meget sollys, for eksempel ansigt, nakke og håndrygge. Det er den samlede mængde sollys, som man har været udsat for igennem livet, der er afgørende for ens risiko for at udvikle pladecellekræft.
Pladecellekræft kan også opstå i slimhinder og på kønsorganer, men skyldes så ofte en tidligere infektion med human papilloma virus (HPV).
I modsætning til basalcellekræft kan pladecellekræft i få tilfælde sprede sig til lymfeknuderne eller andre steder i kroppen, og sygdommen kan derfor i sjældne tilfælde være alvorlig.
Hvis lægen mistænker spredning til en lymfeknude, kan du få taget en celleprøve som en finnålsbiopsi, som så bliver undersøgt for kræftceller under mikroskop i et laboratorie.
Læs mere om vævsprøve - biopsi
Undersøgelse for spredning til andre dele af kroppen
Ved fund af spredning til lymfeknuder, kan CT- og/eller MR-scanning vise, om kræften har spredt sig til andre områder af kroppen.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægerne vurdere risikoen for tilbagefald. Dette er vigtigt for at kunne vurdere, om du skal have tilbudt behandling udover operation.
Reaktioner og tanker
Behandlingsresultaterne er heldigvis meget gode for de fleste tilfælde af hudkræft.
Alligevel kan det tage tid at forholde sig til en kræftsygdom, både for én selv og for de nærmeste. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Til hvem og hvordan skal jeg fortælle om min sygdom?
Trives du med at være meget åben over for alle om din sygdom, eller er det rart, at kun de nærmeste er informerede? Måske er der nogen, som er bedre at tale med end andre? Hvornår du vil involvere andre, og hvor mange du vil fortælle det til, kan være meget individuelt. Få flere gode råd her: