Joe & the Juice har indført kaloriemærkning

10-05-2016
Som den første danske kæde har Joe & the Juice indført kaloriemærkning på menutavlerne. Nu kan kunderne se, hvor mange kalorier der er i deres smoothie, sandwich eller kaffe.
Joe and the Juice har indført kaloriemærning på deres menutavler

Joe & The Juice's nye menutavle med kaloriemærkning

Joe & the Juice er stolte over deres produkter og har intet at skjule. Derfor indførte kæden i december 2015 kaloriemærkning i alle deres juicebarer og fortæller her om baggrunden for beslutningen og erfaringer med at indføre mærkningen.

- Vi ville gerne have ens menutavler i hele verden. Vi havde næsten lige åbnet en butik i USA, hvor kæder med mere end fem butikker skal have kaloriemærkning. Vi kunne også mærke, hvor det bar henad i Europa. Flere og flere offentlige instanser vil gerne have, at man gør det. Så tænkte vi, at vi lige så godt kunne komme det i forkøbet, siger Kasper Garnell, Head of Communication & Branding hos Joe & the Juice.

Da beslutningen var truffet, rullede Joe & the Juice kaloriemærkning ud i deres 142 juicebarer i Danmark, Sverige, Norge, Frankrig, Island, Tyskland, Schweiz, Singapore, Hong Kong, Sydkorea og USA. Alle produkter i Joe & the Juices sortimentet er dermed i dag mærket med både kilojoule (kj) og kalorier (kcal).

Nu er benarbejdet gjort

Joe & the Juice har selv beregnet indholdet i alle sandwich, kaffedrikke og smoothies og herefter fået det eksterne laboratorium Eurofins til at foretage stikprøver fra sortimentet. Det har været en omstændelig proces både at sætte sig ind i lovkravene og at beregne kalorieindholdet i hele sortimentet første gang.

- Det var bare at tage det fra en ende af. Heldigvis skifter vi ikke sortimentet så tit. Vi har været igennem det største benarbejde, og nu kender vi kalorietallene for ingredienserne i vores sortiment, siger Selcuk Yildirim, Head of Nutrition hos Joe & the Juice.

Ifølge Kasper Garnell har det ikke været et problem at integrere de mange tal i det grafiske design på de store menutavler. Men på de mindre menutavler, kan det være svært at se rent grafisk. Dér har det været en udfordring at få plads til tallene.

Salget har ikke ændret sig

Kaloriemærkningen har ikke umiddelbart affødt reaktioner fra kunderne, hvilket kan aflæses af salgstallene før og efter kaloriemærkningen:

- Mange af vores kunder lægger ikke mærke til det. Og mange stamkunder bestiller det, de plejer. Men vi har ikke solgt mindre, end vi plejer, siger Selcuk Yildirim.

I øjeblikket oplyser kæden ikke det daglige referenceindtag hos en voksen, som er 2.000 kalorier, men overvejer, om de skal skilte med det.

Kom i gang

Joe & the Juice opfordrer andre kæder til at indføre kaloriemærkning på menutavlerne.

- Vi synes helt klart, at de burde gøre det. Det har ikke haft indflydelse på vores kunders købemønster, men det er ikke til at sige, om det vil have en indflydelse på kundernes vaner i kæder med et andet sortiment, siger Kasper Garnell, der opfordrer til, at man rådfører sig med Fødevarestyrelsen i processen.

Et andet vigtigt råd fra Joe & the Juice er at uddanne personalet, så de kan svare på spørgsmål fra gæsterne og få en dialog om både kalorier og næringsindhold, da kaloriemærkningen godt kan skjule salt, sukker og konserveringsmidler i produkterne.

- Nogle af vores juicer indeholder avokado, som der er relativt mange kalorier i. Men det er sunde kalorier. Her er det godt, at personalet kan forklare gæsterne nærmere om indholdet og fx forklare at avocado indeholder flerumættede fedtsyrer, som kan være med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme. Vi har ikke sat kalorier på menuen for at bekæmpe overvægt. Vi sælger sunde produkter - frisk frugt og grønt. siger Kasper Garnell.